Fortsæt til indhold

Forvandlingen af Gellerupscenen sættes i gang

Alle interesserede er inviteret til intromøde 6. februar om istandsættelse af den slidte teaterscene i Gellerup

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Nyt liv er på vej til Gellerupscenen, som har ligget uberørt hen gennem det seneste halve år, til sidst under navnet A-toget. Nu genoplives teaterscenen som Eutopia, et led i et projekt til Europæisk Kulturhovedstad 2017.
Men allerede inden kalenderen når så langt, bliver teaterscenen i Gellerup frisket op og får forestilinger på programmet. Alle borgere er den 6. februar inviteret til at tage del i forvandlingen. Den kunstneriske leder af det nye teater forklarer:
“Teatre har historisk set været langt væk fra folks hverdag, men hvis man kan sige; 'Det her var jeg med til at skabe', så får man ejerskab til det på en helt anden måde,” siger Gitte Christensen, der blev ansat af 2017-sekretariatet i september.

Temaet er portrætter

Det bliver den aarhusianske multikunstner Hans Krull, som står for workshoppen, der vil strække sig over en måned fra 22. februar.
“Selve scenerummet er fantastisk, men det er foyeren, der simpelthen står og ser så trist ud,” siger Gitte Christensen, der har tænkt sig at bruge foyeren som en lille ekstra scene.
“Her vil vi kunne afholde små koncerter, oplæsning af digte og møder,” forklarer hun.
Temaet for forvandlingsprocessen er portrætter.
“Foyeren bliver et permanent kunstværk, guidet af Hans Krull, mere vil jeg ikke afsløre nu,” siger Gitte Christensen og opfordrer i stedet til, at man møder op 6. februar kl. 15.
I begyndelsen af april sættes den første forestilling op på den nye scene, og samtidig indvies den nye foyer.
Derefter vil der løbende være små og store events på scenen, kulminerende med et fuldmånearrangement fem dage i juli 2017.
Den festival, er der planer om, skal være en tilbagevendende begivenhed også i 2019 og 2021.