Fortsæt til indhold

Fremtidens kræftbehandling udvikles i Sorgenfri

Virksomheden Bristol-Myer Squibb, der ligger i Sorgenfri, har lige nu stor succes med en ny form for lægemiddel, der bruger kroppens eget immunforsvar til at bekæmpe blandt andet modermærkekræft

Samfund
Signe Steffensen

gennembrud I efteråret 2015 konkluderede overlæge og lægefaglig redaktør hos Kræftens Bekæmpelse Jens Oluf Bruun Pedersen, at det største fremskridt, der er sket i behandlingen af kræft i løbet af de seneste 40 år, er sket inden for behandlingsformen immunterapi. Immunterapi er en behandlingsform, hvor kroppens eget immunsystem anvendes til at bekæmpe sygdomme og omfatter vacciner, allergibehandlinger og meget mere. Immuno-onkologi er en type immunterapi, der behandler kræft. Og det er her, at lægemiddelvirksomheden Bristol-Myers Squibb (BMS) i løbet af de seneste år har vist lovende resultater. Blandt andet har de påvist en fordobling i overlevelsesraten blandt patienter med modermærkekræft.

Beliggenhed er vigtig

De seneste 20 år har virksomheden haft til huse i Lyngby-Taarbæk. I en del år lå BMS ved Lyngby Port, og da de i 2014 voksede ud af lokalerne her og skulle se sig om efter noget nyt, så spurgte de medarbejderne, hvad de foretrak. Det viste sig, at størstedelen boede i en radius omkring Lyngby, så det var naturligt, at de blev i området. Samtidig synes de, at udviklingen i Lyngby-Taarbæk er interessant både i forhold til de netværk, der ligger i Vidensbyen, som de meldte sig ind i i efteråret og i relation til DTU, der netop nu satser på immuneterapi som et forskningsområde. ”Vi er også meget interesseret i den teknologiske udvikling hos Microsoft, og hvad den kan bruges til, så vores omgivelser er betemt på radaren. Det er vigtigt for en videnstung virksomhed som vores at være attraktiv, også i forhold til beliggenhed, så vi kan tiltrække de dygtigste folk, og dem er der mange af her i området,” siger Peter Hunæus, der er Medical Director i Danmark og i øvrigt selv bor i Sorgenfri. Afdelingen i Lyngby er en underafdeling på godt 50 mand, der blandt andet beskæftiger sig med kliniske undersøgelser og forskning. Sidstnævnte foretages i et tæt samarbejde med danske læger og lige nu har de 20 forskellige studier i gang.

Banebrydende behandling

Bristol-Myers Squibb fik det første lægemiddel til behandling af modermærkekræft godkendt i 2011, det næste lægemiddel til kræftbehandling blev godkendt i 2014. Siden har det vist sig, at Immuno-onkologi har positiv effekt på en række andre kræftformer blandt andet lungekræft, nyrekræft, hoved- og halskræft og blodkræft. Lige nu har de 2-3 nye behandlingsformer under godkendelse, og de har helt ekstraordinært lukket en række kliniske studier før tid, fordi resultaterne allerede tidligt i forløbet med al tydelighed viste, at behandlingen havde så god en effekt, at det ikke gav mening at fortsætte forsøgene yderligere. Peter Hunæus er af gode grunde stolt over de resultater, virksomheden i øjeblikket præsterer. ”Jeg har været i industrien i 20 år, og det, at vi som firma får godkendt 2-3 lægemidler om året ,er helt unikt. Jeg har ikke oplevet noget tilsvarende i branchen, ” siger han.

Massive investeringer

Og Bristol-Myers Squibb er ikke nogen lille spiller på markedet. Sidste år var de i følge udenrigsministeriet en af de absolut største investorer i Danmark, med opkøb for over 10 milliarder kroner. Det fortæller Jonathan Szpirt, der er leder af politik og kommunikationsafdelingen. ”Den største investering sidste år var købet af en vaccine mod prostatakræft, der er udviklet af Bavarian Nordic. Lige nu er man i gang med en række forsøg, og hvis de viser sig at være en succes og vaccinen bliver endeligt godkendt, så starter produktionen af vacciner til hele verden hos Bavarian Nordic i Kvistgaard,” fortæller Jonathan Szpirt. Ud over vaccinen har Bristol-Myers Squibb også opkøbt en portefølje af lægemiddelkandidater fra Novo Nordisk, og virksomheden Galecto i København, der har lovende kandidater mod fibrose. Der er også indgået en global aftale med DAKO i Glostrup, der laver biomarkører. Fællesnævneren for investeringen er en massiv satsning på forskning i immunsystemet og hvordan man kan tænde og slukke og skrue op og ned for det. Lige nu sidder Bristol-Myers Squibb på 85 procent af det globale marked for immunterapi. Fakta @Brod_Kortfortalt_Erhverv:Bristol-Myers Squibb er en amerikansk koncern med globalt hovedkvarter i New York og nordisk hovedkvarter i Stockholm. Den danske afdeling i Sorgenfri er en salgs- og udviklingsafdeling med 50 ansatte. Globalt har virksomheden 24.000 ansatte. Hvert år investerer BMS ca. 30 milliarder kroner på forskning og udvikling indenfor en række områder med store medicinske behov.