Fortsæt til indhold

Fredericia Teater er på vej til London

Næste forår byder på en verdens- og en Europa-premiere i Fredericia. Og så skal Fredericia Teater rykke ud til London

Samfund
Peter Friis Autzen

I begyndelsen af 2017 kan Fredericia Teater præsentere hele tre musicals: En verdens-premiere, en Europa-premiere og en re-premiere.
“Allerede til oktober lægger vi ud med Klokkeren Fra Notre Dame, som er vores ubetinget største produktion nogensinde. Men også de små musicals er en utrolig vigtig del af vores dna. Og her er vi på vej med tre rigtig spændende projekter,” siger teaterchef Søren Møller.
I slutningen af marts opsætter Fredericia Teater verdens-premieren på Legendale – en forestilling, som Søren Møller fandt på den amerikanske musical-festival, Namt.
“Det er en vanvittig sjov forestilling, som vi lige nu er ved at lægge sidste hånd på udviklingen af,” siger Søren Møller.
Forestillingen handler om en mand sidst i 20'erne, som bruger meget af sin tid på computerspillet Legendale. En stor del af handlingen foregår inde i selve spillet og tager den såkaldte gaming-kultur alvorligt.
“Der er i branchen et utroligt buzz om denne forestilling. Vi var mange teatre om buddet, men vi er så heldige, at folkene bag forestillingen valgte Fredericia Teater,” siger Søren Møller.

Manden, der blev en snegl

I begyndelsen af maj har Fredericia Teater Europa-premiere på Problemet Med Douglas.
Historien handler om en ung, velfungerende mand, Douglas, i et velfungerende job og forhold.
“Men så en dag, bliver Douglas pludselig til en snegl,” siger Søren Møller og smiler bredt.
Forestillingen bygger løseligt på Franz Kafkas bog Metamorphosis/Forvandlingen om en mand, der forvandles til et insekt og derefter har udfordringer med at få dagligdagen og de sociale relationer til at hænge sammen.
“Det er en sjov og tragikomisk forestilling. Virkelig begavet. Den kan virkelig noget. Vi kommer til at grine sammen af meget tunge ting,” siger Søren Møller.

Bjørg Gamst kommer igen til at spille hovedrollen som Lizzie. Men denne gang på engelsk. Foto: Søren Malmose

Lizzie tager til London

For to år siden havde Fredericia Teater Europa-premiere på hardrock-musicalen Lizzie.
De amerikanske bagmænd var så ubetinget begejstrede, at de straks begyndte at arbejde for, at Fredericia Teater næste år skal sætte forestillingen op i London.
I den forbindelse præsenteres forestillingen igen i Fredericia for en kort periode - på engelsk, med engelske, amerikanske og fredericianske skuespillere på scenen. Hovedrollen spilles igen af Bjørg Gamst.
“Det er fantastisk, at London og udlandet efterspørger vores produktioner på den måde. Fredericia Teater er blevet en international spiller,” siger Søren Møller.
Han tror, at Lizzie kan være med til at rykke hele musical-genren. At det er Fredericia Teaters produktion, der nu cirkulerer i udlandet, kan også ende med at få økonomisk betydning for teatret, der har rettigheder på produktionen.
På Fredericia Teaters hjemmeside fortæller Søren Møller om den kommende sæson.

Steven Cheslink-Demeyer, Tim Maner og Alan Stevens Hewitt har skrevet 'Lizzie' og var ovenud begejstrede over Fredericia Teaters opsætning. Den begejstring fører nu Fredericia Teaters produktion, skuespillere og musikere til London. Foto: Peter Friis Autzen