Fortsæt til indhold

Flere rykker en klasse op og opruster på sikkerhed

Ny analyse viser, at flere firmabilbrugere rykker en klasse op, og bilerne får mere ekstraudstyr og sikkerhed. Samtidig vælger knap hver tredje automatgear.

Samfund
Arkiv

FIRMABIL Da regeringen i efteråret nedsatte bilafgifterne, blev det billigere for danskerne at have firmabil. Her fem måneder efter nedsættelsen har LeasePlan Danmark analyseret de mest populære firmabiler i 2016, og det viser især to tendenser.

Større fokus på sikkerheden

For det første vælger mange at bruge den ekstra besparelse på at få mere sikkerhed i bilerne:
- Der er kommet øget fokus på sikkerheden ude i virksomhederne og hos brugerne af firmabilerne. Flere vælger at udnytte den ekstra luft i budgettet til at opjustere sikkerheden i firmabilerne og vælge udstyr som aktiv fartpilot og bedre lys.
Det er en rigtig positiv udvikling, da sikkerhed i bilerne er afgørende for arbejdsmiljøet og samtidig kan betyde besparelser i form af færre arbejdsskader og reparationer, siger Lars Eegholm, adm. direktør i LeasePlan Danmark, der administrerer mere end 28.000 biler for danske virksomheder og kommuner.

Volkswagen Passat er i øjeblikket den mest valgte firmabil hos LeasePlan Danmark.

Flere rykker en klasse op i firmabil

Den anden tendens er, at flere nu vælger at rykker en klasse op i firmabil:
- Allerede før afgiftsnedsættelserne så vi en tendens til, at flere firmabilbrugere var villige til at betale lidt ekstra for en bil.
Den tendens har taget yderligere fart i årets første måneder, så endnu flere nu vælger biler i klassen over den, de kørte i før, siger Lars Eegholm.
Ifølge LeasePlan Danmark skyldes tendensen både, at der er kommet mere luft i budgetterne, men også at der er stor konkurrence mellem de forskellige producenter:
- Den øgede konkurrence i de øvre segmenter har betydet, at priserne reelt er faldet i de seneste år.
De mest toneangivende spillere i segmentet har gradvist sænket deres beskatningspriser, og samtidig har de øget bilernes udstyrsniveau og motorydelser. Derfor har firmabilbrugere, der normalt ville lease en bil i segmentet under, nu fået mulighed for at få en premiumbil, forklarer Lars Eegholm.

Tre nye biler på Top 10-listen

Øverst på listen over populære firmabiler i 2016 er sidste års favorit Volkswagen Passat. Derefter kommer BMW 3-serie, som er sprunget op fra en niende plads sidste år, og Ford Mondeo. Allesammen velkendte firmabiler i det høje segment.
Desuden tæller listen hele tre nye modeller. Volkswagen Touran er kommet på listen som nummer 5, mens Ford Focus har listet sig ind som nummer 7 og Skoda Superb som nummer 10.
Ifølge LeasePlan er der i dag langt flere mærker og modeller, der kæmper om pladsen.
- Virksomheder og brugere er i dag langt mindre loyale end tidligere over for de mærker og modeller, de kender i forvejen. I stedet vælger de efter, hvad der passer bedst til deres specifikke behov.
Det ser man tydeligt med Skoda, som for få år siden blev opfattet som et mindre godt mærke, men i dag har to biler blandt de mest populære, siger Lars Eegholm.
LeasePlan Danmarks analyse viser desuden, at automatgear bliver mere og mere poplært. Hvor 20 pct. af firmabilbrugerne sidste år valgte automatgear, så leveres knapt hver tredje bil i 2016 med automatgear. Derimod er der stadig en klar præference for dieselmotorer. 95 pct. af bilerne i 2016 er nemlig diesel.
Listen viser de mest valgte nye firmabiler hos LeasePlan Danmark fra 1. januar til 30. april 2016.
sl