Risskov Torvet samler specialbutikker på Ellebjergvej
Fredag 3. juni danner Risskov Torvet atter rammen om en torvedag med et væld af smagsprøver, konkurrencer og musik
På fredag 3. juni bliver der efter alt at dømme godt gang i den på Ellebjergvej 2 i Risskov. Her gentager de seks specialbutikker, som i daglig tale går under navnet 'Risskov Madtorv', torvedag fra klokken 13 til 17.
Sidst der var et lignende arrangement var i august, og her var opbakningen stor - godt hjulpet på vej af smukt sommervejr.
“Der var godt fyldt op med mennesker sidste gang, og der var en rigtig hyggelig stemning, så vi glæder os til at holde torvedag igen. Vores seks specialbutikker har meget gavn af hinanden, og vi oplever, at kunderne går fra butik til butik. Man kan sige, at vi lever af hinandens kunder. Det ser man til dagligt, men især på torvedagene, hvor folk virkelig kommer rundt,” siger Pia Pedersen, som ejer Bagerhuset Risskov sammen med sin mand Tonny.
I lighed med tidligere torvedage vil der være masser af smagsprøver hos de forskellige butikker. Og der vil også være musikalsk underholdning med bluesmusik.
Det er den kendte tv-vært og musiker Mik Schack og bluesveteranen H.P. Lange, der kigger forbi Ellebjergvej.
Alle seks specialbutikker på Risskov Torvet står bag musikarrangementet, som Flyvefiskens anden butik i Ebeltoft tidligere har holdt med succes.
“Vi glæder os til at vise vores specialviden omkring råvarer til torvedag. Vi kender musikerne fra tidligere arrangementer, så nu håber vi bare på godt vejr, så der kommer mange mennesker,” siger Flyvefiskens daglige leder i Risskov, Adenan Cherahy.
Butikken åbnede i Risskov i november 2013 og er eksperter i hjemmelavede delikatesser og friske fisk, som hentes i Hanstholm og Thyborøn.
Alt hvad mad-hjertet begærer
I det hele taget er der nok at komme efter på butikstorvet i det nordlige Aarhus:
“Vi har et komplet torv med alt, hvad madhjertet begærer. Vi trækker ud på gaden og viser, hvad det er, vi kan, og at vi er anderledes end supermarkederne,” siger Pia Pedersen.
Hos Frugt og Grønt Plantagen længere nede ad butikstorvet glæder ejer Gezim Elshani sig over udviklingen på Risskov Torvet. Han har stået i spidsen for butikken i fem år og har været med til alle de torvedage, der har været holdt.
“Det er rigtig dejligt at være her. Jeg synes, hele madtorvet er et spændende sted, og der er sket meget på kort tid. Vores kunder er meget kvalitetsbevidste og sætter pris på vores friske varer. Det er her, vi adskiller os fra supermarkederne,” siger han og viser nogle asparges, han har hentet på Fyn aftenen forinden.
“Jeg kører gerne en længere tur for at få de helt rigtige friske grøntsager og frugter, som man kan opleve og prøvesmage på torvedagen, hvor jeg også har nogle andre overraskelser,” siger Gezim Elshane med et smil.
Til torvedagen har alle fremmødte også mulighed for at deltage i en stor konkurrence med præmier til de forskellige specialbutikker. For at deltage skal du aflevere en kupon, som du finder andetsteds i denne avis i postkassen ved Bagerhuset eller ved Frugt og Grønt Plantagen. Herefter bliver der udtrukket vindere hver time fra klokken 14.