Om tilbedelse af hastighed

Jeg oplever det hos andre og fanger også ofte mig selv i det: Opfattelsen af, at tingene skal gå hurtigere.
Problemet er bare at det langt fra altid, i sig selv, er løsningen at gøre ting hurtigere.
Forestil dig, at du kører ned af en blind vej med 30 km. i timen. Du er ved at skifte en CD i din bilstereo, men taber den på gulvet. Du bukker dig ned og samler den op. I det du atter fokuserer på vejen står der et barn foran bilen! Du når lige at bremse i tide. Ville du gerne have kørt 60 km. i timen?
Et banalt eksempel, men ikke desto mindre et eksempel på, at hastighed ikke altid er at foretrække.
Noget af det værste der kan ske er, når en organisations medarbejdere skynder sig hver for sig—i hver sin retning.
Her bør organisationens fundament: Visionen, målsætningen og strategien være de pejlemærker der stikker retningen ud.
Vi må godt skynde os—forudsat at vi gør det med fornuften i brug—i den retning disse udstikker.
Men når vi kun fokuserer på de forhåndenværende problemer, reklamationer, nedbrud, leverandørforsinkelser osv. og glemmer de overordnede mål, så er det tingene går galt, samtidig med, at vi er overbevist om, at vi gør vores bedste og bliver mere og mere frustrerede—en dårlig cocktail, som gradvist dræner en organisation for kræfter, og dygtige medarbejdere.
Derfor er det nødvendigt, at topledelsen bevarer isen i maven, også når tingene går galt, og lader de dygtige mellemledere og medarbejdere, de har ansat og selv koncentrere sig om at være tro mod fundamentet.
Opfordringen er altså at sikre at organisationen bevæger sig i den rigtige retning og gøre op med myten om, at det altid er at foretrække at tingene går hurtigt.

”Hvad nytter det at løbe, hvis det er den forkerte retning vi løber i?”
Tysk ordsprog