Sejr i Historisk Klasse til holdet fra Allingåbro
Henrik Møller-Nielsen og hans datter Malene havde succes i rally på Fyn
Henrik og Malene Møller-Nielsen, Allingåbro, vandt i den historiske klasse under 1600 ccm, da de forleden var til Anderup El rally, med rally centrum i Ebberup på Fyn.
I denne historiske klasse skal bilerne være bygget som de var i begyndelsen af 1980'erne. Henrik og Malene Møller-Nielsen kører i en ældre VW Golf GTI Mk1 fra 1979.
De historiske biler startede først, og holdet fra Djursland havde fået start nr. 1. De kørte på smalle snoede veje, og der er masser af bakker hvor bilen kan flyve ud over. Henrik sad ved rattet, og Malene var co-driver.
De tre første prøver gik rigtig godt, selv om der blev lagt lidt forsigtigt ud på de første bakketoppe. Da prøverne skulle køres igen, var der blevet kørt en del sten og jord ud på vejen, hvilket betød at Henrik havde rigeligt med at styre bilen.
Allingåbro-holdet vandt den historiske klasse under 1600 ccm med et pænt forspring til konkurrenterne.
Henrik og Malene Møller-Nielsen havde i øvrigt allieret sig med et nyt service hold, Emil Præstekjær på 15 år og Peter Bentsen. Sidstnævnte er ud over at være formand for Aarhus Automobil Sport også en meget erfaren rally co-driver og havde tilbudt sin hjælp som mentor for Malene.