Pind åbner garnbutik i Lund
Økologisk garn og eget design af strikkeopskrifter. Det er lidt af det, du kan se hos Stikkepinden til åbent hus i Lund
“Hele mit voksenliv har jeg haft et ønske om at være selvstændig. Med tiden håber jeg, at kunne arbejde med Strikkepinden på fuld tid,” siger Niels Pind Sørensen, der driver 'Strikkepinden' i Lund.
Siden opstarten i december 2014 har butikken været en web-shop. Nu har Niels taget springet og åbnet en butik i hjemmet i Lund.
“Nu skal der ske noget, så derfor en fysisk butik. Først herhjemme i garagen. Går det godt, ønsker jeg at finde butikslokaler,” siger Niels, der er uddannet indenfor kontor, og til dagligt er lagerchef hos Anla Glas i Silkeborg.
“Jeg vil gerne have mere direkte kontakt til kunderne, og det har jeg ikke i en web-shop. Derudover vil jeg gerne være en del af lokalområdet her i Lund, hvor vi bor,” siger Niels, der bor sammen med sin kæreste Eva Andersen.
Eva arbejder som kvalitetsansvarlig hos Silkeborg Stigefabrik.
Eget design
De udstillede modeller, du kan se i butikken, har Eva strikket. En stor del af dem, har hun også selv designet.
“At strikke er meditation og afstressende for mig. Det er meget interessant at designe, og der findes et væld af strikke-teknikker. Jeg lader mig inspirere til nye design af det, jeg ser omkring mig. Det kan være en pige i en pæn bluse eller noget, jeg ser i tv,” fortæller Eva.
“I butikken har vi de 'rene' varer. Det er vigtigt for os, at det er varer, vi kan stå inde for og selv vil bruge. Derfor har vi også økologisk garn i butikken,” fortæller Niels.
Den 4. juni inviterer Strikkepinden til åbent hus og lagersalg på adressen Gyvelhøj 18 i Lund klokken 10-14 for at fejre, at garagen nu er en fysisk butik og lager. Der bliver serveret kagemand og kaffe. Alle er velkomne. Også mænd, der ikke strikker.
“Vi har oprettet en 'gratis mandeparkering' til lejligheden,” fortæller Eva med et stort smil og et glimt i øjet.
“Det er et mande-hjørne, hvor medfølgende mænd, der ikke interesserer sig for strik og garn, kan sætte sig med et bilblad og grille en pølse på den opstillede grill, mens de strikkende kvinder kigger på de gode tilbud,” uddyber Niels, og forklarer, at han heller ikke selv kan strikke.
Han ved dog så meget, at han godt kan hjælpe og give gode råd.
“Det vil også være muligt at parkere sin kone i området, hvis det er manden, der strikker,” siger de begge to.