6 hurtige til koncertaktuelle Magtens Korridorer
Niklas Schneidermann, guitarist i Magtens Korridorer. Spiller sammen med Go Go Berlin og Velvet Volume på Amfiscenen ved Brandts på lørdag
Hvad kan folk forvente fra jer på lørdag?
"Efter at have oplevet to spændstige, unge orkestre kommer dinosaurerne på scenen og viser, hvordan den skal skæres. Det er sommer og festivalsæson, så det bliver en Magtens Korridorer-hitparade plus et par andre numre, som vi tvinger ned i halsen på folk."
Er det specielt at spille under åben himmel?
"Ja. Man sveder ofte ikke lige så meget, og der plejer gerne at være flere mennesker. Jeg synes, det er fedt."
Bliver I aldrig for gamle til at rocke?
"Ha ha, dét kan jeg ikke forestille mig! Måske mener nogen, vi er det, men fuck det. Vi elsker det, og det er vores job. Nogle af de andre har voksenjob, men jeg kan kun finde ud af at spille tråd."
Hvilke af jeres mange hits er sjovest at spille?
"Lige nu kan jeg godt lide 'Kom og mærk' og 'Giv mig en dag'. De har gode guitarriffs. Men det skifter hele tiden."
Hvad synes du om Odense?
"Jeg er utrolig glad for Odense. Jeg er kommet her meget og har også venner i byen. Og så har I et dejligt bryggeri, som vi samarbejder med! Vores manager er også herfra."
Hvad skal I bruge sommeren på?
"Vi har godt 20 koncerter henover sommeren. Vi startede i Tivoli Friheden i Aarhus, og så slutter vi 2. september i Tivoli i København. Men vi er jo bedsteborgere med nogle år på bagen, så vi har indlagt et par friweekender, hvor der skal tankes op. Jeg skal til Bornholm med familien."