Fest for mangfoldighed i Horsens
En fest for mangfoldigheden er på vej til Det Gule Pakhus i Horsens
I Mejlgade i Aarhus er der store traditioner for at fejre mangfoldigheden, når man lukker gaden og åbner for fest og hygge for alle.
Med inspiration fra Aarhus, vil stifter af Paletten i Horsens, Martin Ahrnkiel, nu skabe en fest for mangfoldigheden i Horsens.
“Dog uden at lukke en hel gade af for trafik,” forklarer Martin Ahrnkiel og griner.
“Jeg har fået plads i Det Gule Pakhus fredag den 2. september til at holde et brag af en mangfoldighedfest, som bliver for alle, der vil hylde mangfoldigheden i Horsens,” tilføjer han.
Støttekoncert
I forbindelse med at Martin Ahrnkiel omdanner Paletten i Horsens til en forening, har han valgt at gøre mangfoldighedfesten til en støttekoncert, hvor overskuddet går til Paletten.
“Med lidt kroner i foreningskassen kan vi gøre noget mere for de mange homoseksuelle, biseksuelle og transkønnede i Horsens - og for de øvrige medlemmer af foreningen for mangfoldighed,” siger Martin Ahrnkiel.
Det store forarbejde for mangfoldighedsfesten er begyndt og Martin håber at kunne skaffe kunstnere, der selv er homoseksuel, biseksuel eller transkønnet.
“Min store drøm er at få Marie Key til at optræde for os, men nu må vi se, om hun har tid og lyst,” lyder det fra Martin, der med hjælp fra frivillige glæder sig til at skabe en tradition i Horsens.
Ønsker man at være frivillig eller på anden måde hjælpe med mangfoldighedsfesten kan man kontakte Paletten på martinahrnkiel@gmail.com.