Fortsæt til indhold

Der er et stort behov for et sted som Paletten til homoseksuelle i Horsens

Paletten, der er et nyt ung til ung-vejledningstilbud i Horsens for homoseksuelle har været savnet blandt homoseksuelle i byen

Samfund
Lotte Gyldenvang

Studenterpræst ved VIA University College i Horsens, Anette Foged Schultz, er ikke i tvivl om, at der er en del homoseksuelle i Horsens, som har brug for at mødes og snakke om deres situation.
Hun har nemlig på VIA University College oplevet en stor tilslutning, da hun sammen med en ung homoseksuel studerende for halvandet år siden oprettede en gruppe for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner. Lige nu er der 18 unge, primært udenlandske, studerende tilknyttet gruppen. Og der kommer hele tiden nye til.

“Jeg er sikker på, der er et behov for et sted som Paletten. Det er vigtigt, at unge kan mødes og dele de udfordringer, de møder ved at være homoseksuelle. Mange lever med at skjule deres seksualitet og kan ikke tale om det derhjemme. Cirka hver 10 person har en anden seksualitet end hetero,” siger Anette Foged Schultz.
Fremover kan unge homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner samt deres familie og venner i Horsens og omegn nemlig få anonym vejledning hos Paletten, som er navnet på den første frivillige ung til ung-vejledning for homoseksuelle i Horsens.

“Du kan tale med os om seksualitet, følelser, sex, spring-ud-overvejelser, bekymringer, ensomhed, gå-i-byen steder og meget mere. Du bestemmer,” fortæller 24-årige Martin Ahrnkiel fra Horsens.
Han er frivillig vejleder og stifter af Paletten, der holder til i Sund By butikken i Horsens. Her vil han tilbyde ung til ung-vejledning hver anden fredag. Første gang bliver fredag den 4. marts mellem klokken 16-17. Man kan også skrive til paletten på Facebook eller mail til palettenhorsens@gmail.com.

“Jeg er selv homoseksuel og har savnet et sted som Paletten i Horsens, hvor man kan få en snak om alle de bekymringer, man som homoseksuel teenager render rundt med,” siger Martin Ahrnkiel.
Paletten ser det som sin mission at fremme brugergruppens psykiske sundhed, tryghed og lykke i at være den, man gerne vil være.

“Det er ikke et succeskriterium, at der kommer vildt mange ned til Paletten. Bare det, at tilbuddet er i en by som Horsens, er med til at gøre byen alsidig og vise, at der er plads til alle. Jeg håber, at jeg kan hjælpe andre i samme båd som jeg selv. Og så vil det være en bonus, hvis andre homoseksuelle vil gøre det samme i lignende byer, så man ikke føler sig tvunget til København eller Aarhus for at føle sig accepteret med en anden seksualitet end hetero,” siger Martin Ahrnkiel.
Han ved ikke præcis, hvor stort behovet er for Paletten i Horsens, men giver det efter nogle års overvejelser et forsøg.

Medmenneske

Martin Ahrnkiel er bevidst om, at han udelukkende hjælper med erfaringsdeling. Det hilser 24-årig Kenneth Jensen fra Horsens, der studerer på VIA University College, velkommen.

“Jeg synes netop, at idéen om at mødes med et helt almindeligt menneske er fordelen ved Paletten. Da jeg som 15-årig sprang ud som homoseksuel, ville jeg have elsket muligheden for at tale med en som Martin Ahrnkiel først,” siger Kenneth Jensen.

Han er meget glad for at være en del af gruppen for homoseksuelle på VIA, men synes det er rart, at Paletten også giver unge i Horsens og omegn, der ikke er tilknyttet VIA University College, en mulighed for at mødes eller skrive sammen.

“Det er fedt, at nogen tager initiativet, for det betyder rigtig meget, at man ikke står alene med alle tankerne,” siger Kenneth Jensen.

Martin Ahrnkiel ser frem til at åbne Paletten for homoseksuelle, biseksuelle og transpersoner i Horsens.

Vil hjælpe unge væk fra prostitution

Martin Ahrnkiel håber, at Paletten kan være med til at undgå, unge mennesker kommer i uføre.
“Ensomhed og uforståethed omkring seksualitet har presset folk ud på internettet og i situationer, som de ikke ønsker. De værste konsekvenser er stofmisbrug, prostitution og kriminalitet. Hvis Paletten kan hjælpe blot én væk fra det, er det hele arbejdet værd," siger Martin Ahrnkiel.
Han skal fortælle om Paletten i DR Aftenshowet onsdag den 2. marts klokken 19.05.