Bande-konflikt udløser adgangsforbud til lokaler tæt på hjemmeplejen
Politiet udsteder adgangsforbud til lokaler i Værkstedsgården
En akut konflikt i bandemiljøet har i dag udløst forbud mod adgang til Black Jackets lokaler i Albertslund.
Københavns Vestegns Politi har udstedt forbud mod enhver adgang til adressen Værkstedsgården 9-11, 1. sal. Forbuddet gælder fra i dag klokken 16 og indtil videre 14 dage frem til og med den 2. juni.
Baggrunden beslutningen er en akut konflikt, der involverer bandegrupperingen Black Jackets, oplyser Københavns Vestegns Politi.
"Vi vurderer at der netop nu er en betydelig risiko for at Black Jackets, der bruger lokalerne på Værkstedsgården 9-11, kan blive angrebet. Baggrunden for vores vurdering er de seneste dages efterforskning og systematisk indsamling af oplysninger i bandemiljøet", siger politiinspektør Svend Foldager fra Københavns Vestegns Politi.
I ejendommen på Værkstedgården har også Albertslunds Kommunes hjemmepleje til huse i stueetagen. Der er blevet lagt vægt på de ansattes sikkerhed i forbindelse med beslutningen, oplyser politiet.
"Kommunens medarbejdere skal kunne møde på arbejde, uden at frygte at ende midt i et skudopgør. Heller ikke andre borgere i området kan være tjent med en sådan frygt", siger Svend Foldager.
Konkrete efterretninger
Inden for den sidste uge, har der i der været flere skudepisoder i hovedstadsområdet. Ifølge politiets efterforskning har Black Jackets eller de bandegrupperinger Black Jackets rivalisere med, været involveret i disse skudepisoder.
"Vi har konkrete efterretninger på, at Black Jackets forbereder sig på angreb. Historisk har politiet erfaring for, at den slags konfliktsituationer i rocker/bandmiljøet kan ende i angreb på klubhuse og tilholdssteder. Det skal vi som politi forhindre, ligesom vi skal sikre borgernes tryghed og sikkerhed. Derfor vælger vi i dag at forbyde adgang til bandens tilholdssted", siger politiinspektør Svend Foldager.
Beslutningen om forbuddet er taget i medfør af lov om forbud mod ophold på bestemte ejendomme § 1, stk. 2.
due