Fortsæt til indhold

Sådan så det ud da Rasmus Seebach tog Søndergade med storm

Samfund
Lotte Gyldenvang

I aften vender Rasmus Seebach og hans band tilbage på den udendørs scene i Fængselsgården.

Her har den populære sanger flere gange tidligere kigget ud over et stort publikum, blandt andet da han i juni 2012 indspillede dvd'en ”Rasmus Seebach Live”.
Rasmus Seebach kaldte selv denne koncert på Fængslet ”magisk”.

"Og sådan har det været siden. Der er en helt fænomenal kontakt mellem Rasmus og det publikum, som køber billet til koncerterne på Fængslet," siger Frank Panduro, direktør for Horsens & Friends, der står bag aftenens koncert.
Da Rasmus Seebach var i Horsens i november 2012 var det tydeligt, at han har taget publikum med storm. Hele Søndergade var fyldt med tusindvis af tålmodige fans, der stod i kø for at få en autograf og møde Rasmus Seebach.
Se interview med Rasmus Seebach og hvordan han tog imod de horsensianske fans øverst på denne side.

Nyt album

I aften bliver det sange fra Rasmus Seebachs seneste album, ”Verden ka' vente”, som udkom i begyndelsen af november, der kan høres ved Fængslet.

Pladen har været to år undervejs, for den 35-årige sanger har ikke travlt.
"Det er for mig ikke en præstation i sig selv at få noget mere musik på gaden. Jeg har en klar ambition om niveauet på de sange, jeg vælger at dele med verden. Og det tager tid at nå det niveau," udtaler Rasmus Seebach på Horsensandfriends.dk.
På albummet vender Rasmus Seebach tilbage til en mere rå lyd og på nogle af numrene en mere sexet sound - et udtryk for, hvor han er lige nu.

"Jeg er endelig nået til et sted i mit liv, hvor jeg er holdt op med at jagte noget ude i horisonten. Jeg har valgt at leve i nuet. For hvad nu hvis de gode gamle dage er lige nu? Jeg tror, det er tydeligt at mærke, at jeg er glad for, hvor jeg er, og for det, jeg har" siger Rasmus Seebach om inspirationen til de seneste album.

"Når jeg lytter til ”Verden ka' vente”, hører jeg en mere voksen Rasmus Seebach. Han ved, hvor han vil hen. Og så kan han jo læne sig op ad en lang række hits, som er sikre træffere ved enhver koncert, og som vi sikkert også får at høre på Fængslet i aften," siger Frank Panduro.
Billetter til koncerten i aften kan stadig købes på horsensandfriends.dk.