Fortsæt til indhold

Forbereder børneboom i institutioner

Antallet af børn i kommunen vil stige med 60 procent frem til 2026. Politikere skal diskutere, hvor langt forældre maximalt skal køre for at aflevere deres børn

Samfund
Mette Dolmer Thygesen

Hillerød Kommune vil ifølge prognoserne opleve et regulært børneboom de næste ti år, hvor boligbyggerier som Frederiksbro, Ullerød og Favrholm forventes at tiltrække mange nye borgere.
Derfor skulle politikerne i Børne- og Familieudvalget onsdag se nærmere på, hvor mange børn der er plads til i daginstitutionerne. Ifølge forvaltningens beregninger vil der både på kort sigt, frem til 2020, og på længere sigt, frem til 2026, være plads til alle børn i de nuværende bygninger. To institutioner skal dog henholdvist friskes op og have ny liggehal.

Køre 11 km

Frem til 2026 er der dog den udfordring, at befolkningsvæksten mest sker i Hillerød midt, mens den ledige fysiske kapacitet primært findes i område syd/øst.
Derfor skal politikerne nu diskutere, hvor langt man kan bede forældre transportere deres børn for at få passet dem.
For skal beboere i den kommende Frederiksbro for eksempel kunne tilbydes plads i institutionen i Gørløse, hvor der i dag bor flygtninge, eller i Uvelse Børnehuse? I så fald kan forældre risikere at skulle køre over 11 kilometer hver vej.
11 kilometer mener politikerne er for meget, siger børneudvalgsmedlem Peter Frederiksen fra Venstre:
“Vi kan godt bede forældre om at køre lidt, men at sende dem på en 10 kilometer tur er ikke rimeligt. Så er det svært for folk at få deres hverdag til at hænge sammen. Så det må vi arbejde på at finde løsninger på”.