Valg af kampfly kan give mange nye jobs
”Vi forventer, at samarbejdet med Lockheed Martin kommer til at åbne nogle tunge døre for os,” siger den administrerende direktør i Allerød-virksomheden Weibel Scientific
Beslutningen om valg af kampfly modtages særdeles positivt i Allerød-virksomheden Weibel Scientific. Her er man klar over, at modsat Airbus og Boeing er Lockheed Martin ikke forpligtet til at levere modkøb, men alligevel kan valget af Lockheeds F35 betyde milliardaftaler og mange danske arbejdspladser, påpeger virksomheden.
Weibel Scientific indgik i efteråret 2015 et tæt industrisamarbejde med Lockheed Martin om at integrere Weibels radarer i Lockheed Martins systemer til missilforsvar. Aftalen anses for at være en blåstempling af Weibel, og forventningen hos virksomheden i Allerød er at fordoble omsætningen på fem år.
Et af potentialerne i Danmark er, at Weibel går efter at levere deres unikke radarer til de danske fregatter, som skal være Danmarks bidrag til NATOs missilforsvar. Samarbejdet med Lockheed Martin og et muligt salg til de danske fregatter vil betyde mange nye arbejdspladser. Weibel har nemlig insourcet stort set hele produktionen og udvikler og producerer nu alle dele til deres radarer i hovedkvarteret i Allerød, oplyser virksomheden.
Den administrerende direktør i Weibel Scientific, Peder R. Pedersen, siger om kampflyvalget:
"Vi forventer, at samarbejdet med Lockheed Martin kommer til at åbne nogle tunge døre for os og giver os adgang til det globale marked for missilforsvar. Det er derfor ikke en dårlig nyhed for Weibel, at valget af kampfly er faldet på Lockheed Martin. Vi forventer at fordoble omsætningen på fem år og får brug for rigtig mange nye medarbejdere her i Allerød."
"Jeg forholder mig ikke til, hvilket kampfly, der er det bedste valg for Danmark. Men der er i mine øjne ingen tvivl om, at nye kampfly er need-to-do. Danmark har på ingen måde muskler til af forsvare sig selv, så lad os diskutere, hvordan vi bedst kan bidrage til NATO, fremfor hvordan vi kan spare mest muligt. Det gælder både indkøb af kampfly og bidrag til NATOs missilskjold. Det er slet og ret vores forsikring, det handler om den dag, det brænder på."
"Der er masser af modkøbspotentiale i Lockheed Martin. Det er vores opgave i industrien at klæde politikerne ordentligt på til at få skrevet de rette modkøbsklausuler ind i den endelige kontrakt. Jeg bliver den første, der står og banker på politikernes dør. Og i Weibel i Allerød går vi rundt som et levende bevis på, at det ikke er nogen umulig opgave. Men det sker ikke af sig selv. Vi skal arbejde for det – og politikerne skal gå forrest," siger Peder R. Pedersen.