Fortsæt til indhold

Farvel til livet som mobbeoffer

Et ophold på julemærkehjem gjorde mirakler for Oliver

Samfund
Henrik Gregersen

Oliver Olsen bliver nok aldrig manden, der sparker døren op, indtager rummet med høje råb og selviscenesættelse.
Men den 15-årige dreng har et budskab til både børn og forældre: Det nytter.....
Som både ordblind og stærkt overvægtig var han det oplagte mobbeoffer på sin tidligere skole.
Så dén rolle behøvede de andre børn ikke bekymre sig om.
Den var taget.
Men Oliver Olsen ville det anderledes.
Vil det anderledes.
Så i midten af 8. klasse indledte han sit livs ryk med et skoleskifte til Marienlystskolen
Og i begyndelsen af dette skole år, hvor Oliver begyndte i 9. klasse, tog han en beslutning mere
"Jeg var udenfor mange ting på grund af min vægt. Jeg vejede 123 kilo , og jeg deltog ikke i idrætstimerne," fortæller han.
Men en samtale med skolens sundhedsplejerske satte for alvor skub i Olivers eget livsprojekt.
"Jeg fortalte hende, at jeg godt kunne tænke mig at komme på julemærkehjem og tabe mig. Dét syntes hun var en god ide, så vi sendte en ansøgning."

Det lille mirakel

Tidligere har julemærkehjemmene ikke taget så store børn ind, så Oliver blev debutanten i sin aldersgruppe, da han troppede op den 21. januar. Men forinden var han og resten af familien så småt begyndt at ændre vaner og omlægge kosten.
Men først under opholdet skete det lille mirakel.
"Jeg opdagede, at jeg faktisk godt kan lide at løbe og cykle. Det var en overraskelse; før i tiden havde jeg det ikke så godt med at løbe, fordi det var for hårdt. Men her var der idræt hver dag, åbent i idrætshallen hver aften, så man selv kunne gå i gang," fortæller Oliver til Lokalavisen.
Og det er ikke kun vægten, der i dag ser anderledes ud end tidligere i Olivers liv:
"Det har betydet rigtig meget. Jeg har fået det bedre med mig selv, og jeg har fået større overskud til også at forsøge at gøre noget ved min ordblindhed.
Så når skoleåret 2016/17 begynder, rykker Oliver hjemmefra. 32 kilo lettere, end da han begyndte i 9. klasse. Mindst. For kiloene rasler stadig af takket være en total kostomlægning og fem ugentlige besøg i træningscentret:
"Jeg skal på en idrætsefterskole for ordblinde. Jeg har jo fundet ud af, at idræt faktisk er sjovt."

Sådan så Oliver ud, da han blev indskrevet på julemærkehjemmet. 123 kilo viste vægten i midten af januar.