Regina troede egentlig ikke på nåle
En trafikulykke og behandling af sit og sønnens piskesmæld fik Regina Holbøll i gang med akupunktur
Regina Holbøll, Tirstrup, var for fire år siden ude for en trafikulykke, hvor hun og hendes søn begge pådrog sig piskesmæld. De holdt stille og blev påkørt bagfra af en bil, der kom med en fart af 70-80 km/t. Sønnen, der dengang var fire år, brækkede også benet.
Efter ulykken søgte Regina Holbøll efter en massør, der kunne løsne op for smerter og spændinger. En masse tanker hvirvlede også rundt i hovedet på hende, og dem håbede hun også, at beroligende massage ville kunne afhjælpe. Hun opsøgte derfor massør og akupunktør Jørn Jensen i Auning.
“Der kommer mange tanker bagefter, når ens lille søn er med og sidder fastklemt. Det viste sig, at Jørn også kunne sætte nåle, så jeg ikke havde så meget tankemylder. Jeg gik i en tåge af tanker og kunne aldrig finde hvile.”
Blev positivt overrasket
Regina Holbøll fortæller, at hun aldrig rigtig har troet på nåle, og hun opsøgte udelukkende Jørn Jensen i hans egenskab af massør. Men hun blev positivt overrasket over, hvad nålene har udrettet.
Nu får hun akupunktur hver fjortende dag, og hun mærker en lindring hver gang.
“Behandlingerne har givet livskvalitet, så jeg fungerer nogenlunde normalt. Jeg ordner det huslige, og har fået en arbejdsidentitet igen, dog på færre timer end på fuld tid.”
Hendes søn har også fået akupunktur. Dog ikke i form af nåle, men ved såkaldte magnetiske frø, som bruges til børn. De sættes på huden med et plaster på akupunkturpunkterne.
“Jeg har i den grad kunnet mærke det på ham. Han havde heller ikke overskud af energi, og blev agressiv og vred. Efter at behandlingen var gået i gang kunne vi mærke, at han blev mere rolig og afslappet.”
Startede klinik sidste år
Jørn Jensen startede sin sin klinik Auning Akupunktur i januar 2015, hvor han både tilbyder akupunktur og massage i flere afskygninger. Jørn Jensens tilgang er, at hvert menneske har sin egen historie og skal behandles individuelt.
“Alle bliver behandlet ud fra de kropslige ubalancer, derfor kan klienter med den samme sygdom eller smerter blive behandlet forskelligt.”
Jørn Jensen er fascineret af den årtusindgamle helbredelsesform. Han fortæller, at den oprindelige akupunktur/nålebehandling stammer fra Kina og har været brugt i op mod 5000 år.
Ud over at behandle for smerter i ryg/nakke, frossen skulder, menstruationssmerter og sportsskader, mentale og psykiske lidelser har han som noget nyt en del patienter, som får behandling for AMD, i daglig tale kaldet øjenforkalkning. Der er ikke tale om en egentlig forkalkning, men om at næring ikke når ud til synscellerne og at affaldsstoffer ikke fjernes.