Waldo blev forelsket i fængselschefens datter

JERNBRYLLUP: 8. juni 1946 - eller 70 år. Så lang tid siden er det, at 90 og 91-årige Lise og Waldo B. Nielsen blev gift. Men selvom rynkerne er blevet flere, og der både er kommet børnebørn og oldebørn til, er det tydeligt, at kærligheden stadig spirer i det lille hjem tæt ved stranden i Tisvilde.
Deres kærlighedshistorie gemmer da også på en fortælling lidt ud over det sædvanlige - ja, der kan næsten laves en film over parret, der torsdag kan fejre jernbryllup.
Filmen begynder i begyndelsen af 1940erne. Danmark er besat af tyskerne. Det skaber ekstra store problemer for den unge Waldo B. Nielsen, der er amerikansk statsborger. Han har nemlig en alder, der betyder, at han kan gøre tjeneste i det amerikanske militær. Og den risiko tør tyskerne ikke løbe. Derfor banker det en dag pludselig på hans dør.
"Tyskerne kom kl. 5 om morgenen. Vi var 16 amerikanere, der blev smidt i Vestrefængsel," fortæller Waldo B. Nielsen med klar røst.

Romancen opstår

Tyskerne ville oprindelig sende amerikanerne til Tyskland, hvor de skulle i arbejdslejr. Men den daværende danske regering tilbød tyskerne at oprette en lejr herhjemme - og som sagt så gjort. Derfor blev Waldo B. Nielsen og resten af amerikanerne interneret. Først på en højskole i Fårevejle - og derefter gik turen til Lekkende Gods nær Præstø.
Men til enhver god film hører også en pige, og her kommer Lise ind i billedet. Skæbnen ville have det, at Lises far var arrestforvarer på Lekkende Gods, hvor Waldo altså sad “fanget”.
Lise besøgte ofte godset med sin mor. Og der kom hurtig amoriner i luften mellem det unge par.
Fængselsbetjentene og personalet havde et meget løst forhold til deres "fanger". Betjentene havde blandt andet lavet falske dokumenter til alle i lejren. Hvis tyskerne kom, skulle amerikanerne tage civilt tøj på og vise de papirer - og så måtte betjente, amerikanere og alle andre flygte sammen efterfølgende. Det blev der heldigvis aldrig brug for. Men den store frihed gjorde, at de korte samtaler mellem Waldo og Lise hurtig udviklede sig.
"Jeg kan huske, vi første gang mødtes nede på kontoret hos min far," fortæller Lise.
"Ja, du kom ned for at besøge din far. Der så jeg dig for første gang," afbryder Waldo.

Den store forhindring

Men man skal ikke have set mange film for at vide, at der i alle kærlighedsfilm også er en forhindring, som de elskende skal overkomme.
I denne fortælling var forhindringen Lises far. Den spirende romance mellem hans eneste datter og en amerikaner huede ikke arrestforvareren.
"Jeg kan huske, han sagde: 'Rejs du til USA og få et job, så du kan forsørge min datter, så kan vi se på det". Det måtte jeg så gøre," fortæller Waldo.
Efter krigen blev Waldo derfor hyret af Mærsk Line. Han skulle arbejde på et skib, der sejlede til USA — og på den måde skulle han ikke betale for rejsen til sit hjemland. Lise fulgte hurtigt efter. Og resten er historie, som man siger.

Filmens morale

Så er vi nået til filmens slutning. Normalt slutter film af med en morale, så man som seer føler, man er blevet klogere. Her adskiller denne fortælling sig dog. Lise og Waldo har nemlig ikke nogen klar opskrift på, hvorfor netop de har formået at holde liv i kærligheden i 70 år. Faktisk har det meste bare givet sig selv.
"Hvordan de 70 år har været? Det kan du selv se her," siger Lise med henvisning til, hvordan samtalen med Ugepostens udsendte glider derudaf som det mest naturlige i verden.
"Nej, det har ikke været svært. Vi har levet et godt liv og har ikke rigtig fejlet noget," fortsætter Lise.
"Der sker så meget hele tiden. Så får man børn, så børnebørn og oldebørn. Tiden er bare fløjet af sted."
Her afbryder parrets datter dog.
"Det handler nok også lidt om rummelighed – og om at respektere hinanden. I kan jo godt være lidt firkantede. Ikke mor?... Eller hører du ikke efter?" spørger hun.
"Jeg lukkede ørerne," lyder svaret tilbage, der fylder stuen i det stille hjem med latter.