Fortsæt til indhold

Der er stadig parkerings-anarki på Pustervig

Til trods for flere protester, fra blandt andet Enhedslisten, bliver der stadig set stort på reglerne - til gene for caféerne

Samfund
Af Jannik Schiermer Poulsen

Tirsdag formiddag i påsken summer Pustervig af liv.
Der er masser af gæster på Café Jordens udendørs borde og stole, og en flok børn sidder glade og hakker i en isklump, som Naturhistorisk Museum har stillet op på torvet i andledningen af en udstilling om istiden.
40 centimeter fra børnene er kofangeren til en stor, tysk firehjulstrækker, som holder ulovligt parkeret på torvet.
Lige mellem alle de andre biler, der også holder ulovligt parkeret.
Den lovløse parkering i hjertet af Latinerkvarteret er faldet Lisbeth Uhd fra Enhedslisten Aarhus Midtby for brystet.
“Jeg mener, at torve er for mennesker og ikke biler. Der er jo i forvejen for lidt byrum, når der bor så mange herinde i byen. Vi burde i stedet skabe nogle hyggelige steder, som samler folk. Det kan jo være alt fra gøgl, torvedage og musik, som torvet kunne bruges til i stedet,” siger hun og tilføjer:
“Jeg forstår ikke, at de bare får lov til at holde der, for der er jo parkering forbudt.”
I december måned afholdte Enhedslisten et arrangement på torvet for at gøre opmærksomme på den ulovlige parkering, som altså stadig finder sted hver eneste dag.
Lisbeth Uhd og Enhedslisten er ikke de eneste, som bekymrer sig om parkeringen på Pustervig.

En bekostelig affære

Kasper Baasch bestyrer Café Pustervig, og han oplever hver dag, hvordan trafikanter blæser på, eller overser, reglerne.
“Der kommer P-vagter en til to gange om dagen, men det hjælper ikke på problemet. Torsdag-, fredag- og lørdag aften er det helt ekstremt, som der bliver parkeret på torvet,” siger Kasper Baasch og fortsætter:
“Men det er, efter vores opfattelse, kun omkring halvdelen af bilisterne, som ved, der er parkering forbudt. Der er jo kun et lille skilt, når man kører ind i området.”
Der er også afmærket to båse til handicapparkering, hvilket måske også kan få bilisterne til at tro, at der er tale om en parkeringsplads.
Café Pustervig betaler, ligesom Café Jorden, et beløb per kvadratmeter for, at gæsterne kan nyde en frokost eller fadøl i det fri.
“Den ulovlige parkering er et stort problem, når vi har udeservering. Vi er nødt til at stille blomsterkasser på torvet for at forhindre, at bilerne parkerer der. Nu parkerer de så klods op ad blomsterkasserne, og det er heller ikke optimalt for stemningen,” siger Kasper Baasch og tilføjer:
“Sidste sommer var der to udenlandske turister, som holdt parkeret på vores serveringsareal en hel dag, og det kostede os 15.000 kroner i tabt omsætning.”
Kasper Baasch håber, at Aarhus Kommune vil blive bedre til at håndhæve parkeringsreglerne, ligesom han gerne så, at skiltningen blev mere tydelig.
Det har desværre ikke været muligt at få en kommentar fra kommunen inden deadline.