Fortsæt til indhold

178 ungdomsboliger bygges på havnen

Lige ved siden af havnebadet er nye ungdomsboliger på vej. De fleste forventes færdige i 2017, siger direktør

Samfund
Emil Hermann

I flere år har grunden mellem Promenadebyen og Odense Havnebad været flad som en pandekage.
Men nu er håndværkere og gravemaskiner i gang med at skabe fundamentet til et nyt, stort byggeri på Odense Havn. Nemlig 178 almene ungdomsboliger.
Jens Pilholm, direktør i det almene boligselskab, Civica, glæder sig over, at kommunen gav grønt lys til byggeriet.
“Placeringen er super attraktiv. Lige ved siden af havnebadet og tæt på det kommende campus på den gamle Wittenborg-fabrik, hvor 3000 studerende fra Erhvervsakademiet Lillebælt fra august 2016 får deres daglige gang, siger han og tilføjer:
“Der er et stort behov for ungdomsboliger i Odense. Derfor er vi selvfølgelig glade for, at vi er med til at løse problemet, selvom jeg godt ved, at det kræver flere nye ungdomsboliger fremover.”

Prøver at bygge flere

Jane Jegind (V), rådmand i By- og Kulturforvaltningen, er enig i, at der mangler ungdomsboliger i Odense.
Hun mener, at kommunen arbejder på at komme problemet til livs.
“Det kommende HC Odense-byggeri i Cortex Park ved SDU, hvor 60 af de 150 boliger bliver til unge, er det nyeste eksempel på, at vi forsøger at opføre nye boliger ved både SDU og i bymidten,” siger Jegind.
Selvom det kniber med antallet af ungdomsboliger i byen, glæder rådmanden sig til gengæld over, at Odense Havn har været igennem en stor forvandling.
“Jeg har af og til hoppet i jorden og sagt, at det går for langsomt. Men når jeg kigger på et ti år gammelt billede og sammenligner med nu, så må jeg erkende, at udviklingen er gået godt og hurtig.”

Boliger klar i 2017

De nye ungdomsboliger på Odense Havn, der til sammen koster omkring 195 millioner kroner inklusiv moms, fordeles i tre bygninger.
Ifølge Jens Pilholm forventes to af blokkene at være færdigbygget til studiestart i 2017.
Om cirka et år får du mulighed for at komme i betragtning til en lejlighed.
“Folk skal skrive sig op på vores hjemmeside. Da vi er et alment boligselskab, vil det være dem, der har skrevet sig først på listen, der får en bolig til rådighed,” siger direktøren.
Direktøren i Civica kan endnu ikke sige noget om prisen på huslejen pr. måned. Men det bliver til at betale for en studerende.
“Vi er en folkelig boligorganisation, der er til gavn for alle borgere i samfundet.”