Lyngå Præstegårdshave skabte igen rammen
Menighedsrådets traditionelle grundlovsdag fik besøg af borgmesteren
“Da det var værst, havde vi 475 gæster her i haven.”
Bjørn Rønde Anthonsen, formand for Lyngå-Skjød-Lerbjerg Menighedsråd, havde smilet fremme på Grundlovsdag.
Sol, varme og godt hundrede tilhørere havde fundet vej til det traditionelle grundlovsmøde, som hvert år holdes i den smukke præstegårdshave i Lyngå.
“Ja, vi har været med i 20 år,” lød det fra en flok pensionister, der så ud som om, de kommer igen næste år.
Borgmesteren holdt tale
Favrskovs socialdemokratiske borgmester Nils Borring var også mødt frem, inviteret af sognepræst Anne Kaas-Hansen.
“Du sagde til mig, at 'det var mest de borgerlige partier, som gør sådan noget,' referede sognepræsten deres telefonsamtale.
“Men vores næstformand i menighedsrådet er socialdemokrat. Det var mit gode kort i baglommen, for så sagde du ja.”
Nils Borring holdt sig dog fra partipolitik, men kom i sin tale ind på flygtningeproblematikken og brugte præstegårdshaven til at tale om medmenneskelighed, næstekærlighed og holdningsrelaterede emner.