Fortsæt til indhold

Frijsenborg Slotspark fik grundlovstale fra Venstre

Cirka 100 mennesker nød et par timer med kor og talere søndag 5. juni

Samfund
Michael Wulff

Meget smukkere rammer til et grundlovsmøde kan man næsten ikke forestille sig.
Frijsenborg Slot dannede kulisse for Venstres grundlovsmøde, hvor partiets folketingsmedlem Britt Bager var mødt frem for at være en af talerne.
“Jeg vil blandt andet tale om ytringsfriheden, som er under pres i denne tid med hadprædikanter. Vi har jo nedsat en ytringsfrihedskommision for at finde ud af, om der skal være grænser,” sagde Britt Bager, der selv har svært ved at følge med i det tempo, som der er på de sociale medier.
“Her kan vi også ytre os, men glemmer måske indimellem, at der følger et ansvar med.”

Frijsenborg Slot er normalt lukket for offentligheden.

Borgmesterkandidaten

Mens de medbragte kaffekander og picnickurve fyldt med kager blev fortæret, sang koret Oktavia.
Venstres nye borgmesterkandidat, Flemming Nørgard, kunne for første gang holde grundlovstale med den titel.
“Men jeg tror nu, jeg venter til næste år med at fortælle jer, hvordan, jeg mener, Favrskov skal se ud. Da jeg så stillingsopslaget, så jeg, at der er en del mennesker i ansættelsesudvalget,” lød det med et smil fra Flemming Nørgaard, som for alvor kommer i ilden op til kommunalvalget i efteråret 2017.

Britt Bager, MF (V).
Flemming Nørgaard, borgmesterkandidat (V) Favrskov Kommune.