Op mod 1.000 cyklister starter i Tilst på søndag
TST Langelinjeløbet skydes i gang på søndag med nye ruter og en kongeetape på hele 135 kilometer
Det traditionsrige motionscykelløb TST Langelinieløbet med præmier til en værdi af 67.000 kroner afvikles på søndag.
Idrætsforeningen TST står igen som arrangør af cykelløbet, der er foreningens største idrætsarrangement igennem 37 år.
“Den stadig voksende begivenhed er blandt de største motionscykelløb i Østjylland. Vi forventer i år mellem 800 og 1.000 deltagere,” siger Erik Markussen fra løbsledelsen i en pressemeddelelse.
Cykelløbet arrangeres i samarbejde med TST Badminton og TST Cykling, hvilket betyder større sikkerhed for deltagerne, idet 40 medlemmer fra TST Cykling ude på ruterne vil sørge for, at deltagerne kommer sikkert gennem sving og kryds.
Årets nyhed for de såkaldte supermotionister vil være en rute på 135 km, der med betegnelsen 'Den Østjyske Kongeetape' fører deltagerne op over 148 meter ved Sorring, gennem Gjern Bakker og ikke mindst op over 104 meter ved Borum Eshøj. Til denne rute vil der også være indlagt to bakkespurter.
Løbets næstlængste rute på 90 km vil også byde på store udfordringer, ligesom der vil være motions- og familieruter på 54 og 31 km. Igen i år er der også en familie- og børnerute på 10 km. Til denne rute vil deltagende børn få udleveret en sikkerhedsvest, og i målområdet som en ekstra præmie udleveres gratis is. Børn under 13 år deltager gratis ved tilmelding sammen med en betalende voksen.
På alle ruter og i mål er der depoter, hvor deltagerne udover drikkevarer kan få udleveret frugt, kage og chokolade.
I start- og målområdet vil deltagerne efter løbet kunne hygge sig med venner og andre cykelentusiaster og kunne købe mad- og drikkevarer.
Start- og målområdet er pladsen ved LS-Intertank/Sawo, Trueholmvej 2 i Tilst. Tilmelding og nærmere information på www.langelinieloebet.dk.
-lnb