Fortsæt til indhold

Nu trives han i Fakta

Et liv med pjæk, ledighed og missede job er nu slut for 22-årig albertslunder

Samfund
Finn Due Larsen

Han var en af dem, der havde svært ved at passe skolen. Han pjækkede, og på et tidspunkt så meget, at han blev smidt ud af 10. klasse.
“Jeg havde ikke lige gang i noget alt for heldigt”, fortæller den i dag 22-årige Alex Valentine, med et lille smil og et klart, ærligt blik i bakspejlet.
Han fortæller videre, at efter han blev smidt ud af skolen, fulgte en periode med flere forsøg på job, som han heller ikke rigtigt kunne fastholde.
“Det kneb med koncentrationen”, som han siger.
Det hele tegnede med andre ord noget dystert for Alex. Tilværelsen på kontanthjælpen lå og lurede, da han fik et tilbud om at komme til Fakta i Rypehusene.
Det ændrede det hele totalt for den unge albertslunder.
“Jeg kunne med det samme mærke, at det her var lige mig. Jeg følte mig velkommen på en måde, som jeg ikke har været vant til før”, fortæller Alex Valentine.
Han fik en aftale med butikken, og han havde ikke været der længe, før glæden over ansættelsen var gensidig.
“Jeg kunne med det samme mærke, at Alex havde et stort talent”, siger Emil Nielsen, butikschef i Fakta.
“Han kan nå langt, hvis han vil. Det er jeg helt sikker på.”
Alex fik ansvaret for frugt- og grøntafdelingen, og går ellers til hånde i flere funktioner i butikken.
De rosende ord fra chefen er selvfølgelig sød musik i ørerne for Alex Valentine, som vi sidder der i baglokalet i butikken, og snakker hele forløbget igennem.
Alex er bare en af flere unge, der har fået en chance for et job i Fakta i Rypehusene. Butikken har en solid tradition for at rumme medarbejdere med mange slags udfordringer, og for den indsats fik butikken forleden årets Virksomhedspris i Albertslund Kommune.

Læs mere om Alex i Albertslund Posten i næste uge.