Fortsæt til indhold

15-årig Horsens-dreng udtaget til VM i standarddans

15-årige Phillip Høgh skal til VM med sin 13-årige dansepartner

Samfund
Af Jeppe Rafn

15-årige Phillip Høgh fra Horsens har kvalificeret sig til verdensmesterskabet i standarddans for juniorer sammen med sin to år yngre dansepartner Emily Damm-Jakobsen, der er fra Aarhus. Udtagelsen kom i hus i lørdags ved en ranglisteturnering i Sakskøbing, hvor Phillip og Emily som det første danske par blev klar til VM.
Så nu skal der knokles ekstra hårdt i træningslokalet sammen med trænerparret Mathias og Valeria Kehlet frem mod VM, der finder sted i Rumænien den 4. juni. Turneringen bliver Phillip og Emilys første i udlandet.

Begyndte tidligt

Phillip går til daglig i 8. klasse på Horsens Byskole. Han var kun tre år, da han tog sine første trin hos Juliussens Danseinstitut i Horsens. I dag træner han og Emily i Århus Sportsdanserforening og på Mads Vads danseskole VM Dans i Aarhus.
De træner 15-20 timer om ugen og har allerede flere DM-titler og jyske mesterskaber i DDD (De Danske Danseskoler) regi. Phillip og Emily har danset sammen i to et halvt år og har 'knækket koden for, hvordan to teenagere kan holde hinanden ud så mange timer om ugen – uden at være kærester', som det beskrives i en pressemeddelelse om danseparrets præstation.

Dancecamp på BGI

Efter verdensmesterskabet i Rumænien kan Phillip og Emily holde lidt sommerferie. Feriens højdepunkt bliver en uges Dancecamp på BGI Akademiet i Hornsyld, hvor 500 dansere og instruktører fra hele verden mødes til en af Europas største danselejre.
Dagen efter ranglistestævnet i Sakskøbing deltog de kommende VM-deltagere i de Nordiske Mesterskaber (DDD) i Forum Horsens. Her understregede danseparret sin klasse ved at vinde sølv i både latin og standard.