Temperatur og stemning i top på festival
Sølund Musik-Festival har endnu engang formået at sikre smil på læberne af alle involverede, der hyggede sig til fed musik
For 31. gang blev verdens største festival for udviklingshæmmede og deres ledsagere afholdt i Landsbyen Sølund i Skanderborg.
Festivalen tiltrak folk fra nær og fjern. En af dem var Ole, der sammen med sin gruppe af venner tog turen fra Høje Taastrup over broerne til fastlandet for at hygge sig og høre musik sammen. Noget de har gjort i rigtig mange år.
“Når man står nede på pladsen ved scenerne og hører god musik, så lægger man nærmest automatisk armen om den, der står ved siden af, og så kommer man hinanden ved. Det er jo kun på en festival som denne her, man kan gøre sådan noget, fordi musikken er god og stemningen, den kan ikke beskrives,” siger han til Lokalavisen.
Udover de musikalske indslag fra store danske kunstnere som Lukas Graham, Mads Langer og de klassiske darlings som Birthe Kjær og Kandis, var der også en masse andre indslag i løbet af festivalen.
Tirsdag kom MC klubben HOG Chapter 1 Aros fra Aarhus forbi og gav glade festivaldeltagere en tur på deres motorcykler.
Onsdag og torsdag bød på rock attitude og nikkende hoveder, da en række modige festivalgæster gav den gas på scenen med luftguitar.
Torsdag var der vanen tro gudstjeneste, som i år havde musikeren Steve Cameron, der sammen med et liveband og et gospelkor, til at løfte den spirituelle stemning helt til tops med gospel.
På en teltplads ikke langt fra scenerne har Ole og kammeraterne mulighed for at lade batterierne op med proviant i form af mad og drikke. Senere skal de høre Lars Lilholt.
“Jeg har hørt ham i mange år, men synes det var ved at blive meget det samme, indtil han udgav en fantastisk cd for et par år siden. Den glæder jeg mig til at høre live,” siger han.