"Min ven er helt væk. Han er hvid i hovedet"
"Han er helt væk, han er helt hvid i hovedet," lød det under alarmopkald, efter Mads Skjoldsøge blev stukket ned i tunnel ved handelsskolen i Hillerød den 5. november
Anklageren afspillede onsdag et af de alarmopkald, der løb ind efter knivstikket mod 17-årige Mads Skjoldsøge. Det skete på den første dag i retssagen, der er sat til at være fem dage.
"Jeg har en ven, der er stukket ned. Han er helt væk, han er helt hvid i hovedet. Det skal gå hurtigt," siger en ung mand i opkaldet.
"Han er stukket i brystet."
Kniv med i retten
Anklageren fortalte, at gerningsvåbnet senere blev fundet ved en parkeringsplads. Hun havde den rensede kniv med i retten og lod den gå rundt til dommere og de syv nævninge.
"Jeg havde kniven i nogle timer efter. Det var den kniv, der er vist rundt," sagde den tiltalte i retten.
Det var en kastet lighter, der to dage inden knivstikkeriet udløste konflikten mellem Mads Skjoldsøge og den nu 17-årige tiltalte. Retssagen er sat til at vare i alt fem dage, og der forventes en dom fredag i næste uge.
Følg sagen her på hip.dk og i de kommende papiraviser. Hillerød Posten følger retssagen live på Twitter, hvor man også kan følge med.