Mustafas pølsevogn skaber debat
20-årige Mustafa Slomic har åbnet sin egen pølsevogn på Høje Kolstrup. Han vil gerne medvirke til aktivitet i området
Bare fordi man er muslim, kan man da godt åbne sin egen pølsevogn.
Religion er i hvert fald ingen hindring for den 20-årige Mustafa Slomic, der har boet hele sit liv på Høje Kolstrup.
Og dovenhed er heller ikke noget, den initiativ-rige iværksætter kender noget til.
“Jeg har afsluttet mig grundforløb som IT-supporter, men det er ikke lykkes for mig at finde en praktikplads. Så nu er jeg startet på uddannelsen på SOSU-skolen. Så hver dag efter skole vil jeg åbne pølsevognen,” fortæller Mustafa Slomic, alt imens han på bedste vis forsøger at ekspedere kunderne.
Har skabt debat
Mustafa har åbnet sin pølsevogn i midten af sidste uge, og allerede nu har den lille pølsevogn skabt heftig debat i området.
Nogle forældre på Høje Kolstrup Skole er utilfredse med, at pølsevognen står så tæt på skolen ,og at den åbner inden børnene har fået fri.
“Jeg prøver så godt jeg kan at gøre det godt for alle. Jeg har valgt groft brød til mine franske hotdog, og jeg spørger også tit børnene, der kommer og handler, om de har fået lov af deres forældre,” fortæller Mustafa, der dog håber, at pølsevognen får lov at fortsætte.
“Hvis jeg må lukke ned, så er der jo sikkert ingen andre, der tør at prøve på at starte noget op her på Høje Kolstrup. For nogle år siden havde vi et helt center med mange tilbud, men nu har vi kun Rema 1000”.
Holder ved Agoraen
Mustafa Slomic har fået lov at stille sin pølsevogn op på Agoraens areal.
Han håber, at han kan få glæde af Agoraens gæster også. Og han forstår ikke helt skolens modvilje mod hans initiativ.
“Jeg har selv gået på Høje Kolstrup skole, og har også hjulpet til i kantinen derovre. De serverer jo blandt andet toast, og det er altså heller ikke sundt. Jeg siger jo heller ikke, at børnene skal komme og købe hos mig hver dag. Men måske en gang om ugen,” lyder det slutteligt fra den unge iværksætter.