“Ingen skal opleve det, jeg gik igennem”
Dennis Jacobsen mistede far og stedfar som barn. Nu hjælper han med at samle ind til sorgramte børn og unge
“Kan jeg hjælpe et enkelt menneske eller to til at undgå et forløb som mit, så vil jeg helt klart gøre det. Ingen skal opleve det, jeg gik igennem.”
Sådan siger den 40-årige odenseaner Dennis Jacobsen, som for første gang skal være med på Team Giv Håb, der til sommer cykler landet rundt for at samle op mod en million kroner ind til Børn, Unge & Sorg.
Dennis mistede sin far efter et længere kræftforløb, da han var blot 15 år gammel.
“Han gik fra at være en stor, stærk mand til at være afkræftet og veje 38 kilo til sidst. Det har sat sine spor,” fortæller Dennis Jacobsen, som ydermere måtte se sin stedfar dø af en blodprop i hjertet som 18-årig.
Voldsomme eftervirkninger
Den efterfølgende sorg fik han ingen hjælp til at bearbejde.
“Jeg stod helt alene med det, og det har præget mig langt ind i mit voksenliv med flere depressioner, selvmordstanker og misbrug. Da jeg var knægt, sloges jeg med alt og alle, og senere eksperimenterede jeg med forskellige stoffer. Det har absolut ikke hjulpet på noget, men det var ligesom en flugt fra den virkelighed, jeg befandt mig i. Det var sgu hårdt,” fortæller han.
Dennis Jacobsen har brugt det meste af sit voksenliv som enspænder foran computeren. Han har haft forskellige småjobs, men sjældent længere end et halvt års tid.
For fem-seks år siden fik han dog endelig tilknyttet en dygtig psykolog.
“Det har hjulpet meget. Jeg er endelig kommet videre med mit liv og har det godt med mig selv,” fortæller Dennis, der drømmer om at få et godt job, og som nu uddanner sig til cykelmekaniker i Nykøbing Falster.
“Uddannelsen har vendt det hele. Her har jeg fundet min rette hylde. Jeg elsker at rode med cykler og cykle selv.”
Praktisk gris
Evnerne til at rode med gear, kæder og dæk kommer han til at bruge til sommer, hvor han skal være servicemand for Team Giv Håbs to Odense-hold med godt 60 deltagere.
“Vi kører i forvejen og sætter borde op med mad og drikke til rytterne, og så skal jeg selvfølgelig hjælpe med at holde deres cykler kørende.”
Økonomien og tiden til at træne var desværre ikke til at køre med i år. Men næste år sætter han sig i sadlen.
“Det er et rigtig godt initiativ. Jeg ville ønske sådan noget fandtes, dengang jeg var knægt, for det kunne nok have hjulpet mig videre i livet i en tidligere alder end 40 år.”