Fortsæt til indhold

Der er telte, der skal rejses

Masser af frivillige rejser teltpladsen på landbrugsmessen og tager den ned igen

Samfund
Anette Bonde

Pladsen, der de seneste par dage har været fyldt med tusindvis af gæster på Landbrugsmessen Gl. Estrup er denne mandag formiddag en plads under nedtagning. Men der er stadig mylder. Nu er det de frivillige hjælpere, der rykker ud igen. De fleste har været med til at rejse telte inden messen, køre møbler og alle de andre ting, der skal til. Nu skal det hele tages ned igen og køres på plads.

"Over og snakke med alle dem, vi kender"

Minna Andersen, der er ansat i sekretariatet på Djurslands Landboforening, er koordinator for de frivillige på pladsen og gift med pladsleder Lars Nielsen. Ligesom hun selv og hendes mand er mange andre i deres familie involveret. Nogle er udstillere, andre er frivillige hjælpere.

Hun fortæller, at der skal skaffes hænder til cirka 220 opgaver. Det svarer til cirka halvdelen talt i hjælpere, idet mange af dem har flere opgaver i løbet af messen. Inden messen ringer hun rundt til de faste hjælpere, hvoraf mange er tidligere landmænd.

“De allerfleste siger ja hvert år. Nogle fortæller endda, at de har ventet på, at jeg ringede”, smiler hun.

“Det er både hyggeligt og sjovt. Vi skal jo over og snakke med alle dem, vi kender.”

Gruppe på tre

Poul Kristiansen har været med siden Gl. Estrup-messen startede for 20 år siden - de første år som udstiller, og derefter som frivillig hjælper. Han er med i en gruppe på tre, der sætter de små flag op og tager dem ned igen samt lukker hullerne i plænen efter de store flag. Han er 80 år og hygger sig stadig med at give et nap.

“Jeg har det som Minna og kan heller ikke undvære det. Jeg vil komme lige så længe, jeg kan kravle,” griner han.

Christian Thomsen har været PR-koordinator for messen. De frivillige er uundværlige, understreger han.

“Ingen messe uden dem.”

Han tilføjer, at ud over at det for de fleste er et festligt samlingspunkt, er landbrugsmessen et stykke værdifuld kulturhistorie, som en masse mennesker samtidig gerne vil passe på.

Så er der frokost.