Fortsæt til indhold

EU roser Aarhus' kulturhovedstads-planer

Samfund
Arkiv

Programmets høje kunstneriske niveau, international profil, stærk regionale forankring og en forretningsplan, der anbefales som good practice for andre kulturhovedstæder.
Sådan lyder roserne til Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 i en rapport, som EU netop har offentliggjort.
Aarhus bliver dermed indstillet til Melina Mercouri Prisen på 11 millioner kroner.
Rapporten Aarhus European Capital of Culture 2017 – Second Monitoring Meeting", er udarbejdet af det særlige EU-panel, som har til opgave at overvåge udviklingen af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.
Administrerende direktør for Aarhus 2017, Rebecca Matthews er både stolt og glad:
"Det er meget vigtigt for os, at vi får sådan et flot skudsmål. Jeg er både stolt over og glad for, at panelet så tydeligt anerkender den store indsats, som Fonden Aarhus 2017 og alle vores partnere har ydet for at skabe et fantastisk 2017. Vi har haft en rigtig god dialog med panelet. Flere af medlemmerne har selv gennemført et kulturhovedstadsprojekt og kender derfor de udfordringer, der er forbundet med det. Derfor værdsætter vi også de gode råd og anbefalinger, vi har fået undervejs. Men vi må ikke glemme, at der stadig er et stykke vej igen, før vi er i mål,"siger Rebecca Matthews i en pressemeddelelse.

Panelet fremhæver også en klar organisationsstruktur og projektledelse.
Det forventes, at EU-Kommissionen tager stilling til panelets rapport og indstilling til Melina Mercouri Prisen på et møde i september 2016.
-lnb