"Vi har fået bedre arbejdsforhold"
Slagteristrejke erstattet af nye lokalaftaler og dialog
Efter en uge med strejker på Danish Crown slagteriet i Horsens genoptog de sidste strejkende arbejdet i mandags. Det ændrer dog ikke på, at Danish Crown for første gang har set sig nødsaget til at køre danske grise til slagtning på virksomhedens slagteri i Tyskland. Ved ugens begyndelse havde konflikten været med til, at man næsten var kommet bagud med slagtningen af 150.000 grise. Det oplyser Danish Crowns pressechef Jens Hansen, der ærgrer sig over strejken på slagteriet i Horsens.
“Der er kun tabere i denne situation. Medarbejderne har mistet løn og betalt bod, landmændene kan ikke komme af med deres grise, og kunderne har ikke fået sine varer,” siger pressechefen.
Medarbejdernes tillidsrepræsentant Klaus Olesen jubler heller ikke over, det kom så vidt, men han påpeger, at der allerede nu er indgået lokalaftaler, der forbedrer arbejdsforholdene, og at der skal holdes møder mellem ledelsen og tillidsfolkene for at sikre en bedre dialog og samarbejde mellem ledelsen og medarbejderne.
“Jeg er ked af, der skulle en konflikt til for at få virksomheden til at erkende, noget skal gøres anderledes,” siger Klaus Olesen.
Mød op eller du er fyret
Efter tre dages overenskomststridig strejke i sidste uge gik hovedparten af medarbejderne i arbejde igen torsdag i sidste uge. De omkring 200 medarbejdere på aftenholdet, der havde begyndt konflikten forrige fredag, var dog ikke tilfredse med det, tillidsfolkene og ledelsen havde forhandlet sig frem til. De stod stadigvæk fast på krav om en mindsteløn på 200 kroner i timen og afskedigelse af to arbejdsledere.
Disse krav havde ledelsen gentagne gange nægtet at gå i forhandling om, og tillidsrepræsentant Klaus Olesen havde ikke lagt skjul på, at det ikke var realistisk at komme igennem med kravene overfor ledelsen.
200 fortsatte strejken
De 200 medarbejdere fortsatte alligevel med at strejke torsdag og fredag. Det fik ledelsen til at skrue bissen på og meddele, at dem der ikke mødte på arbejde mandag i denne uge ville blive fyret.
Fyringstruslen havde den ønskede effekt. I hvert fald mødte alle på arbejde mandag, og både Danish Crowns produktionsdirektør Per Laursen og medarbejdernes tillidsrepræsentant Klaus Olesen er glade for, at konflikten er slut - og at det er sket uden fyringer af nogen af de 1.300 medarbejdere i Horsens, der er organiseret under Fødevareforbundet NNF og har deltaget i strejken.
På en normal arbejdsdag bliver der slagtet 20.000 grise på slagteriet i Horsens, der er Danmarks største.