Fortsæt til indhold

Advarer mod at droppe modtageklasser

Integrations-strategi lægger op til at fjerne modtageklasser for flygtninge-børn. Dét bekymrer skolerne

Samfund
Henrik Gregersen

Bliver flygtninge børn bedst og hurtigst integreret ved med det samme at komme ind i en dansk folkeskoleklasse i stedet for en modtageklasse? Eller bliver det bare billigere?
De lokale med-udvalg på skolerne er ikke i tvivl i de høringssvar, de har indsendt til Frederikssund Kommunes integrationsstrategi, hvor der lægges op til at udfase modtageklasserne.
Det er bekymrende at man vil udfase modtageklasserne. Hvordan tænker man modtagelsen på skolerne udmøntet og finansieret? Der er lagt et kæmpe stykke arbejde i at lære modtageklassernes børn at klare sig i den danske folkeskole med alle de krav og forventninger - ikke kun sprogligt - der følger med sådan et "skifte i livsform". Dette arbejde frygter vi nu bliver lagt ud til de eksisterende klasseteams - og selv med et "kursus i traumer" vil det aldrig blive en opgave, vi uden videre - og alene - kan løfte," lyder det fra Med-udvalget på Slangerup Skole, mens skolebestyrelsen på Trekløverskolen mener, at det "ikke er indlysende, hvilke højere mål en udfasning af modtageklasserne skal støtte."
Også på Jægerpris Skole mener Med-udvalget, den del af integrationsstrategien bør overvejes igen:
"Vi er bekymret for om den viden, der er i modtagerklasserne, gårtabt og derved ikke kommer alle de nye borgere til gavn. Vi kan også se en udfordring med om den enkelte skole reelt kan løfte denne opgave på en kvalificeret måde, her tænkes både på nuværende ersonaleressourcer, men også hvis man tænker andre personalegrupper ind i løsningen af denne opgave."
Også Danmarks Lærerforening ser gerne modtageklasserne blive bibeholdt:
"Vi ser det ikke som en god løsning at udfase modtageklasserne, da det indebærer, det skoletilbud, som tilbydes flygtningebørn vil blive forringet betragteligt. Det vil forringe børnenes forudsætninger for at indgå i det danske skolevæsen og deltage i det danske samfund generelt. Det er både til skade for flygtningebørnene selv samt de andre børn, de skal undervises sammen med."
Integrationsstrategien blev behandlet på Uddannelesudvalget møde mandag efter redaktionens deadline.