Fortsæt til indhold

Derfor siger politikerne nej til Skype-møder

Politikerne i Hørsholm får ikke mulighed for at holde møder over Skype

Samfund
Fred Jacobsen

Politikerne i Hørsholm får ikke mulighed for at holde udvalgsmøder via computertjenesten Skype.
Det var ellers et forslag, som blev behandlet på det seneste møde i Økonomiudvalget. Men forslaget blev stemt ned, oplyser borgmester Morten Slotved (K).
"Vi kan jo ikke vide, om der sidder nogle ved siden af og lytter med, og udvalgsmøderne er fortrolige, så det er af sikkerhedsmæssige årsager, at vi ikke vil være med til det," siger Morten Slotved til Ugebladet.
Forslaget blev bakket op af V, S og BL og kommer fra Venstres gruppeformand Annette Wiencken.
"Tanken er ikke, at man skal sidde hjemme i sin pyjamas og deltage i møderne. Det er tænkt i situationer, hvor man ikke kan være der fysisk," fortæller Wiencken.

Gavner borgerne

Hun mener, at det især kan være til gavn for de partier, der kun har en enkelt repræsentant i et udvalg.
Hun mener også, det ville være til gavn for borgerne og demokratiet.
"Det ville jo alt andet lige betyde, at møder bliver gennemført med fuld deltagelse. Det er jo på møderne, vi politikere beslutter sager," mener den nu nedstemte initiativtager.