Fortsæt til indhold

Åbyhøj-talent bryder igennem

For bryderen Tobias Fonnesbek er der ét mål: At komme til OL. Hverdagen står på to daglige træninger og småjobs

Samfund
Louise Nyvang Burmeister

Hans portræt hænger flere steder i den lille brydeklub Thrott, der holder til i Åbyhallen på Åby Skole.
Et stort banner pryder endda facaden udenfor.
“Tobias Fonnesbek - på vej mod Rio 2016” står der på de røde mursten.
Han er en stjerne på hjemmebanen og på vej mod stjernerne internationalt.
I hvert fald er målet klart: Han vil til de olympiske lege. Hvis det ikke bliver i 2016, bliver det måske i 2020.
“OL er det største, man kan opnå som bryder. Så det er det, jeg arbejder på,” siger 24-årige Tobias Fonnesbek, der er blevet dansk mester fire gange senest i 2015.
Det førsteDM vandt han, da han var 14 år, og så blev brydning en seriøs fritidsaktivitet.
“Jeg opdagede, at det her var jeg faktisk ret god til. Og så begyndte jeg virkelig at dyrke det,” husker Tobias Fonnesbek, der som 16-årig tog han til Tyskland for at tage 10. klasse på en sportskole, hvor der var brydning på skemaet hver dag.

Opfostret med brydning

Med en far og en storebror der var brydere, har der aldrig været så meget tvivl om, hvilken sportsgren han skulle vælge. Nu har han også en kæreste, der er aktiv som træner for de allermindste i klubben.
Parret må undvære hinanden et sted mellem 150 og 180 dage om året, når Tobias er til stævner.
I efteråret var der bud efter ham fra Tyskland: Han blev tilbudt at bryde for en klub i Bundesligaen.
“Jeg trænede stadig her, men så tog jeg ned til kampe i weekenden. Det var en fed oplevelse og gav noget erfaring, fordi der er så mange dygtige brydere dernede,” siger Tobias Fonnesbek.
Han tjener 'lidt penge' på sporten. Og ved siden af bruger han sin uddannelse som tømrer og er også serviceassistent-afløser på et hospital.
“Jeg får penge fra Danmarks Brydeforbund. Men det er ikke noget, man bliver rig af,” siger Åbyhøj-bryderen, der træner to gange hver dag på nær søndag.
“Jeg ser brydning lidt som et job. Træne skal man bare. Og jeg får jo lov at lave det, som jeg gerne vil. Selvom det kan være svært at få træning og jobs til at passe sammen,” siger Tobias, der om en måned skal til et stævne i Serbien, hvor han med en finaleplads, kan sikre sig en OL-billet.
“Det bliver svært, fordi Europa er det stærkeste kontinent inden for brydning. Men det gør det også bare ekstra fedt, hvis man så kan gå hele vejen.”

I sommer var Tobias Fonnesbek i Baku til European Games, kaldet de europæiske olympiske lege. Han tabte første kamp til en russer. Foto: Ole Steen, Polfoto