Lavere skat og belønning til de som uddanner kan sikre et stabilt opsving
OPSVING Fokus på de erhvervsrettede ungdomsuddannelser kan sammen med lavere bundskat sikre et stabilt økonomisk opsving i Danmark, mener Håndværksrådets formand, Niels Techen.
Håndværksrådet er enigt med de økonomiske vismænd i, at Danmark er på vej ind i et opsving.
- Men skal opsvinget blive stabilt og ikke ødelægges af flaskehalse og ny løninflation som følge af mangel på kvalificeret arbejdskraft, så forudsætter det, at politikerne sætter endnu mere fokus på de erhvervsrettede ungdomsuddannelser, siger Håndværksrådet formand Niels Techen, der sidder i Det Økonomiske Råd, i en kommentar til den nye vismandsrapport.
Ifølge Niels Techen er det især de små og mellemstore virksomheder, der løfter byrden med at uddanne de unge, og holder vismændenes forudsigelser om, at dansk økonomi er på vej ind i et stabilt opsving, er det ifølge Håndværksrådets formand både nødvendigt med et større udbud af faglærte og flere incitamenter for de små og mellemstore virksomheder til at øge antallet af lærlinge.
- Jeg mener, at man skal tage initiativ til at hæve og ændre Arbejdsmarkedets Elev Refusion, så SMV'erne får refunderet en større andel af deres udgifter, når deres lærlinge er på skoleophold. Som det er i dag, udgør lærlinge for stor en økonomisk byrde for SMV'erne, og det afholder dem i mange tilfælde fra at tage lærlinge, siger Niels Techen.
Han tilføjer, at i relation til efterårets skatteforhandlinger er det også Håndværksrådets holdning, at det overvejende fokus bør lægges i bunden af systemet ved fx at forhøje beskæftigelsesfradraget.
- Det er mere presserende lige nu at lette skatten i bunden end i toppen. For får vi ikke den tilstrækkelige arbejdskraft i den brede underskov af små og mellemstore virksomheder, vil økonomien i løbet af kort tid brænde sammen, siger Niels Techen.
sl