Skanderborg er stadig i spil
Rigspolitiet og Bygningsstyrelsen har efter en rundtur i Jylland vurderet at de ledige bygninger i Landsbyen Sølund lever op til kravene for en ny politiskole. Dermed er Skanderborg sammen med seks andre kommuner stadig med i opløbet om at huse en ny politiskole.
Det fremgår af et notat, som Rigspolitiet har sendt ud til de 32 kommuner, der har meldt sig på banen med et ønske om at huse en ny politiskole.
Sammen med Bygningsstyrelsen har Rigspolitiet i ugerne 18, 19 og 23 været på rundtur i Jylland for at inspicere ni bygninger i Skanderborg, Frederikshavn, Ikast-Brande, Haderslev, Holstebro, Nyborg, Sønderborg og Vejle for at få afklaret, om de levede op til en række specifikke krav til en ny politiskole. Det gjorde de alle med undtagelse af bygningen i Nyborg.
Om en ny politiskole så også ender med at blive placeret i en af de syv kommuner, er dog langt fra sikkert endnu. Det står nemlig også i notatet, at muligheden for nybyggeri kan være en god løsning for politiet og først når den mulighed er afklaret tilstrækkeligt træffes den endelige beslutning.