Fortsæt til indhold

Vil kun have lærlinge med lys hud og danske navne

Mange unge med anden etnisk baggrund løber panden mod en mur, når de søger læreplads, fortæller flere erhvervsskoler.

Samfund
Citathistorie: Fagbladet 3F

Flere håndværksvirksomheder ønsker kun lærlinge, hvis de er lyse i huden og har danske navne.

Sådan lyder meldingen fra ansatte på en række erhvervsskoler på tværs af landet.

»Vi har hørt om eksempler, hvor de unge med anden etnisk baggrund har ringet ud til en mester og fået afslag – og så har de ændret navnet til et dansk og er lige pludselig blevet kaldt til samtale,« siger Rikke Nielsen, uddannelseschef på en af landets største erhvervsskoler, Aarhus Tech.

Nirmal Adhkare, der er anlægsstruktørelev ved ZBC i Næstved, fortæller, hvordan han – til trods for at have de højeste karakterer – blev fravalgt til fordel for tre etnisk danske elever, da et firma skulle vælge lærlinge til et projekt på Køge Supersygehus.

»Jeg kan bare mærke, at virksomhederne ikke er lige så interesserede, når jeg dukker op og spørger til læreplads,« siger Nirmal Adhkare.

»Direkte ulovligt«

Fortællingerne fra erhvervsskolerne kommer efter en undersøgelse fra Institut for Menneskerettigheder har vist, at fire ud af fem praktikansvarlige på landets erhvervsskoler har oplevet, at firmaerne henvender sig til skolen og beder om etnisk danske lærlinge.

»Det er direkte ulovligt. Virksomheder må ikke sortere lærlinge på baggrund af hudfarve, religion eller herkomst,« siger Rasmus Brygger, teamleder for etnicitet hos Institut for Menneskerettigheder.

Hver tredje praktikansvarlige svarer, at de jævnligt oplever, at virksomhederne beder om ikke at få lærlinge med anden etnisk baggrund end dansk.

»I værste tilfælde kan det betyde, at unge med anden etnisk herkomst ikke får en uddannelse,« siger Rasmus Brygger.