Fortsæt til indhold

Flygtninge får erhvervsrettet sprogundervisning

Et nyt samarbejde med det erhvervsrettede sprogcenter A2B skal få flygtninge hurtigere ud i praktik og i arbejde i en virksomhed

Samfund
Arkiv

Rudersdal Kommune har indgået et samarbejde med sprogcenteret A2B, som har et stærkt erhvervsrettet fokus i danskuddannelsen for flygtninge. Og her er der fra første dag på at få de nydanske borgere ud i 15 timers virksomhedspraktik om ugen så hurtigt som muligt. Det skriver Rudersdal Kommune i en pressemeddelelse,
På den måde kombineres de 15 timers ugentlige danskuddannelse med 15 timers virksomhedsrettet opkvalificering eller virksomhedspraktik.
"Det ligger mig meget på sinde, at vores nye borgere får fodfæste på arbejdsmarkedet og hurtigst muligt bliver selvforsørgende. En stærk erhvervsrettet danskuddannelse, hvor man meget hurtigt bliver tilknyttet en virksomhed, håber vi kan flytte de nydanske borgere mod arbejde eller uddannelse og dermed selvforsørgelse," siger formanden for Erhvervs- Vækst og Beskæftigelsesudvalget i Rudersdal Jens Bruhn (S).
Kommunen har udvalgt fire brancher, som de nye borgere kan blive opkvalificeret inden for. Brancherne er valgt på baggrund af de jobmuligheder, der umiddelbart er. Det er social- og sundhedsområdet, serviceområdet, bygge/anlæg og detailhandlen.
"Det er også vigtigt, at A2B indretter sig efter Rudersdal, så vi kan sende flere nye borgere på sprogskole lokalt, i stedet for i Lyngby eller Hellerup. Det vil styrke mulighederne for et tæt samarbejde mellem sprogcenter, virksomhed, kommunen og de nye borgere," fortsætter Jens Bruhn.
Samarbejdet med A2B sættes i gang, så de første hold kan starte op fra august.
/adk