Fortsæt til indhold

Perfekte rammer med plads til vokseværk

Scan-Flex Stålreoler i Holbæk har fremtidssikret sig med nyt domicil.

Samfund
Af Søren Lindquist

UDVIKLING Scan-Flex Stålreoler bød i starten af 2016 indenfor i et helt nyt domicil, da man flyttede ind i sine nye rammer på Hjulmagervej i Holbæk.
Flere års pladsproblemer og fjernlagre på hele tre forskellige adresser, var nu afløst af én adresse som kunne rumme det hele på én gang, lige fra administration til lager og et hel nyindrettet showroom.
Og indehaver Thomas Hoffmann har svært ved at skjule begejstringen, når han beretter om det udbytte man allerede i dag kan glæde sig over ved at være flyttet ind i de nye omgivelser.
- Én ting er at vi selv kan glæde os over nu at fungere i vores fantastiske nye hus, der på så mange punkter er helt perfekt. Men samtidig er det også noget der i den grad kommer vores kunder til gode. Det faktum, at vi nu byder på langt mere plads og loftshøjde på lageret gør nemlig, at vi kan lagerføre meget mere end vi kunne førhen.
Det betyder blandt andet, at leveringstiden er meget kortere end før, men også at vi har fået plads til at udvide sortimentet med nye produkter som fx nogle helt nye garderobeskabe til omklædningsrummet hos kunderne, fortæller Thomas Hoffmann.

Tog sin egen medicin - med succes

Scan-Flex Stålreoler leverer og monterer stålreoler og indretter lagerhaller for erhvervskunder, og i forbindelse med flytningen har man taget sin egen medicin, da man har skullet indrette sit nye hus.
- Det har været rigtig spændende at arbejde med os selv som "kunde". Vi lever jo blandt andet af at lave indretningsforslag for kunderne - og i dette tilfælde har vi analyseret os selv - og vi er så glade for resultatet, siger han videre.

Med det nye domicil har man fået samlet administration og lager i en fremtidssikret løsning, hvor der er plads til at vokse med tiden. Der er nemlig tilladelse til at bygge tre gange så mange kvadratmeter på grunden, ift til idag.

Visualisering med effekt

Foruden øget plads på lageret, har man også valgt at indrette et spændende showroom i de nye rammer. Det giver ifølge Thomas Hoffmann helt nye muligheder for at inspirere kunderne.
- Vi er rigtig glade for det nye showroom, som virkelig viser sit værd. Det at kunne vise opstillingen af reoler giver en klar effekt, og vi har ofte besøg af kunder, som gerne vil se vores reoler i et mere naturligt miljø, før de beslutter sig.
Vi havde fx i går besøg af en kunde som fik forevist vores mobile arkivreoler, indrette i et kontormiljø, og fremhævede netop det positive i at få visualiseret arkivløsningen, før man træffer de store beslutninger.
Det bekræfter os naturligvis i, at showroomet var en rigtig god ide, siger Thomas Hoffmann.