Så åbnede den nye skaterhal
Hal 22, som skaterhallen i Grenaa hedder, åbnede fredag i sidste uge
1. oktober sidste år startede arbejdet med at bygge en gammel hal i industriområdet ved Grenaa havn om til skaterhal, og fredag i sidste uge var ventetiden forbi. Hal 22, som er det officielle navn på skaterhallen, blev indviet, med borgmestertale, rødt bånd, grillpølser, sodavand og hvad der ellers hører sig til ved en sådan lejlighed.
Det røde bånd blev klippet over af Nicolai Grentzmann, der gjorde det samtidig med et stunt på sin BMX-cykel. Han har også været en af de drivende kræfter i udformningen, og opbygningen af de mange ramper i den nye skaterhal.
Skatere står for driften
Det er planen, at det er de unge skatere selv, der så vidt muligt skal stå for driften af hallen, med lidt hjælp fra Pernille Kofoed Madsen, der er ansat af UngNorddjurs til at være koordinator for Skaterparken.
I første omgang vil hallen være åben tirsdage fra klokken 16 til 20, fredage fra 16 til 21 samt lørdage og søndage fra 13 til 17. Men åbningstiderne kan meget vel blive justeret hen ad vejen, hvis det viser sig at være mere hensigtsmæssigt at have åbent på andre tidspunkter. I en periode hen over sommeren vil det være gratis at benytte hallen.
Et hold elever fra Grenaa Produktionsskole har sammen med en håndfuld frivillige hjælpere stået for selve opbygningen af ramperne. De har fået hjælp fra lokale virksomheder, der enten har sponseret forskellige byggematerialer til projektet eller har valgt at sælge dem til en favorabel pris.