Besøg Aarhus i 2016
Aarhus er på 13.- pladsen på listen over de byer, som skal besøges i 2016
At Aarhus har gjort sig bemærket langt ud over landets grænser blev ganske tydeligt, da selveste New York Times i sidste uge placerede Smilets By som nummer 13 over de byer, som avisen opfordrer læserne til at besøge i 2016. Der er i alt 52 byer listet op.
“Danmarks næststørste by er ofte overskygget af København, dens fætter over Kattegat. Men denne store by har en universitets-by stemning og en blomstrende kunst-, kultur- og mad-scene, der står til at vokse gennem 2016,” lyder det i avisens beskrivelse af Aarhus.
Desuden fortsætter New York Times med at beskrive udviklingen langs kysten og nævner her Dokk1.
Letbanens komme får også et par ord med på vejen, ligesom ARoS og Regnbuen samt Moesgård Museum, Musikhuset Aarhus og beboelsesejendommen Isbjerget også fremhæves som højdepunkter i byen.
Endelig går Aarhus' tre Michelin-stjerne restauranter heller ikke ubemærket hen - Gastromé nævnes specifikt.
Du kan se listen over de 52 anbefalede byer, som du skal besøge i 2016 her.