Fortsæt til indhold

Politiet under lup i sag om hardballbane

Alvorlige anklager om magtmisbrug undersøges nu

Samfund
Jesper Gisli

OPFØLGNING: Som Ugeposten kunne fortælle tirsdag, spiller mindreårige på helt ned til 12 år med på hardballbanen "Teglværket" på Ny Mårumvej, trods lovgivning om minimumsalder 16+.
Men nu er det ikke kun de mindreårige og deres geværer og plastikkugler der er i fokus. Også Nordsjællands Politi er nu i skudlinjen.
Ugeposten har de seneste uger modtaget adskillige henvendelser om og anklager mod en navngiven betjent og hans kollegaer, der godkender og besigtiger hardballbanen på vegne af Nordsjællands Politi.
Den enslydende anklage fra alle sider lyder, at betjenten og hans børn selv spiller på banen, ligesom flere andre betjente og deres børn gør, og at disse betjente i allerhøjeste grad ved, at der konsekvent spiller mindreårige børn på banen. Betjenten og kollegaerne skulle efter sigende have en "gentleman-aftale" med banens ejer om, at betjentene lader denne viden passere ustraffet hen, og at ejeren får en melding når politiet er på vej for at besigtige banen, så der ikke spiller mindreårige børn når politiet kommer for at kontrollere dette.
Anklagerne og henvendelserne om dette til Ugeposten er så stort et antal, og viderebragt til Ugeposten af så mange af hinanden uafhængige sider, at disse nu er blevet præsenteret for afdelingsleder hos Nordsjællands Politi, Morten Skovgaard, der er afdelingsleder for den navngivne betjent. Og afdelingslederen tager anklagerne meget alvorligt.
"Jeg ser med største alvor på disse anklager og påstande, og jeg sætter pris på at du viderebringer dem til mig. Er disse anklager sande, så er det en meget, meget alvorlig sag, og aldeles uacceptabelt i enhver henseende", understreger Morten Skovgaard overfor Ugeposten, og fortsætter.
"Jeg vil med det samme tage handling, og tale med (betjentens navn, red.) og de andre betjente under fire øjne. Og lige så vigtigt, så vil jeg opfordre alle der måtte have en viden om dette, eller har konkrete oplevelser med dette, til at kontakte mig eller den uafhængige politiklagemyndighed. Det er vigtigt at alle der måtte vide noget, viderebringer denne viden", siger Morten Skovgaard til Ugeposten.
Ugeposten har efter aftale med Morten Skovgaard valgt ikke at konfrontere den konkrete og navngivne betjent med disse anklager.
Morten Skovgaard kan kontaktes på mail: msk009@politi.dk eller på mobil 72586875.