Fortsæt til indhold

Over ½ mio. kroner samlet ind

Hjulene snurrer og pengene ruller ind på cykelturen Danmark Rundt 2016

Samfund
Arkiv

Af Anders Nordstrand
DANMARK RUNDT Claus Bodenhoff & Co. fortsætter cykelturen landet rundt til fordel for Børnecancerfonden, og siden turstarten i Hundested tirsdag, er der nu rullet mere end 500.000 kroner ind.
“Pengene ruller ind på Børnecancefondens konto, og det sidste tal jeg har hørt om er lige over en ½ million. Så der er en chance for, at vi når målet på 1 mio. kroner inden nytår,” sagde Claus Bodenhoff tirsdag eftermiddag lige inden tourfeltet rullede ind i Tønder.
“Indtil nu har det været lidt hårdt vejrmæssigt nogle dage - men det har alligevel været godt, for vi har fået en fantastisk modtagelse i byerne rundt i landet,” fortæller den cyklende ildsjæl fra Frederiksværk.
På turens første dag på Djursland blev indsamlet ca. 50.000, og de følgende dage er der doneret flere penge, bl.a. i den jyske by Aars, hvor indsamlinger og auktion har sikret et pænt beløb til kræftramte børn.
Flere penge er på vej via forskellige donationer og indsamlingsaktiviteter, bl.a. i kraft af den mobile auktion, som følger med landet rundt.
LÆS OGSÅ: KENDISSER STØTTER DANMARK RUNDT 2016

Donation fra Ronaldo

Der er leveret kunstværker og andre genstande til auktion, og for få dage siden kom feltet en tur forbi virksomheden JBS i Herning, hvor direktøren stod klar til at overrække et par indrammede underbukser med fodboldstjernen Cristiano Ronaldos autograf på.
Firmaet og fodboldstjernen har et designsamarbejde kørende, og på et tidspunkt bliver det muligt at købe de specielle Ronaldo-bukser på auktion.
Desuden bidrager en lang række virksomheder med servering ved pit stop eller logi undervejs på den 1.300 kilometer lange tur, der startede i Hundested den 7. juni.

Velkomstfest

Danmark Rundt slutter i Frederiksværk lørdag den 18. juni, og alle er velkomne til at møde op ved Circle K i Kregme ved 12-tiden og cykle med feltet de sidste kilometer til midtbyen, hvor den officielle modtagelse foregår på Nordtorvet kl. 12.30.
Velkomstfesten starter kl. 12 med musik, taler og masser af underholdning.