Jeg håber I vil tage kampen op mod intolerance og misforstået nationalisme

Kære studenter årgang 2016. Stort til lykke med jeres huer – I ser dejlige ud!
Jeg bliver ofte spurgt om, hvad det bedste er ved at være rektor. Mit svar er hver gang: At omgås jer unge. I hvilket andet job har man det privilegium at omgås næsten 900 unge mennesker hver dag, ikke mindst i de sidste uger af jeres gymnasietid, hvor I er så tæt på målet, nemlig den flotte hue, I sidder med nu. Jeg har talt med rigtig mange af jer de sidste uger, og der er et gennemgående træk i disse samtaler: I glæder jer rigtig, rigtig meget til at blive færdige og til at komme videre ud i livet – men I bliver også hurtigt lidt nostalgiske, for nu er gymnasietiden færdig. Hvad venter derude, når vores trygge og genkendelige ramme endegyldigt ikke findes længere? Hvordan skal I overhovedet holde styr på jeres liv, når Lectio ikke organiserer jeres hverdag og der ikke kommer en lind strøm af Lectio-beskeder og breve fra mig, der minder jer om, at I skal huske at komme i skole – hver dag og hele dagen?

Vi voksne har mange meninger om jer unge – som regel tilsat en passende portion bekymring for hvordan det hele skal gå med den ungdom, vi har nu til dags. Det har nok altid været os hel- og halvgamles privilegium at udtrykke vores bekymring for, hvordan det hele skal gå, når I skal overtage efter os, underforstået at det tror vi måske ikke rigtigt på, at I kan.
Se også fotoserie fra dimissionsfesten her

Hør bare følgende citat:

“Vore dages ungdom elsker luksus. Den har dårlige manerer, foragter autoritet, har ingen respekt for ældre mennesker og snakker, når den skulle arbejde. De unge rejser sig ikke længere op, når ældre kommer ind i et værelse. Den modsiger sine forældre, skryder i selskaber, sluger desserten ved spisebordet, lægger benene over kors og tyranniserer lærerne. ”

Dette er hverken sagt af en af jeres forældre, en af jeres lærere eller mig. Det er faktisk sagt af den græske filosof Sokrates for ca. 2500 år siden. Så hvis I genkender citatet, er det enten fordi I har hørt rigtig godt efter i oldtidskundskab eller også er det fordi, ungdommen til alle tider – også i dag – er forfærdelig – I hvert fald ifølge os halvgamle.

Man kan selvfølgelig også anlægge et andet syn på ungdommen, som den norske 1800-tals forfatter Bjørnstjerne Bjørnson. Han sagde følgende opbyggelige ord:

“Man taler om ungdommen som den lykkeligste tid. Jeg vil pinedød ikke have den tilbage - al den sanselige galskab, dumhed, forfængelighed, alt det sludder… ”

Det med den sanselige galskab kan I sikkert godt skrive under på. Jeg kan i hvert fald, når jeg mindes sidste skoledag. Hvis der skulle komme et væsen fra en fremmed klode og vedkommendes første syn var flere hundrede unge mennesker, der tilsyneladende formålsløst render rundt og sprøjter barberskum og vand på hinanden, ville det stakkels rumvæsen formodentlig skrive under på, at sanselig galskab var den eneste rigtige betegnelse for det, vedkommende så. Man kan selvfølgelig også tolke det på andre måder: Enten som 18–20-åriges sidste fortvivlede forsøg på at fastholde en barndom, der nu endegyldigt er ved at være ovre. Det er det, Freud kalder at regrediere. Eller også skal man tolke det som en af jeres kloge lærere gjorde det, da han stod og så ud på jer: Nemlig som et overgangsritual – en såkaldt rite de passage – hvor I godt ved, at pligterne og eksamen venter lige forude, så nu skal I lige have barndommens sidste leg med. Når man ser den seriøsitet, I har udvist i eksamensperioden, tror jeg mest på teorien om, at det er et overgangsritual. Jeg ville således forsøge at overbevise det stakkels vantro rumvæsen om, at der er håb forude – bliv her nogle uger, og så skal vedkommende bare se næsten voksne og ansvarsbevidste unge mennesker. Men måske jeg skulle anbefale min gode ven fra rummet at tage et smut hjem igen, inden vedkommende ser, hvordan det så går, når I om lidt kører hujende rundt på gader og stræder.

Der bliver lavet et utal af undersøgelser om jer unge – jeres alkoholvaner, omgang med hash og andre stoffer, jeres motionsvaner, jeres sundhed, jeres psykiske tilstand med meget mere. Jo vi er meget interesserede i jer – måske fordi I skal arbejde for vores pension! En af de mest omfattende undersøgelser blev lavet i 2014 af SFI (Det Nationale Forskningscenter for Velfærd). De konkluderede optimistisk om de unge 15-årige:

“De lever nemlig generelt sundere og opfører sig mere fornuftigt. De spiser langt mindre fastfood. De ryger mindre - kun 4 procent af de 15-årige ryger hver uge. De drikker mindre, og drikker sig ikke så ofte som tidligere fulde. De tager færre stoffer, og så begår de mindre kriminalitet, ligesom de selv i færre tilfælde bliver ofre for andres kriminelle handlinger”.

Man må håbe, at dette mønster også holder for jer – så er der virkelig håb forude. Men når man så går længere ind i materialet, møder man dog nogle lidt mere tankevækkende udsagn: to af de unge – Sebastian og Christine – er blevet spurgt om, hvordan jeres generation har det:

Først Sebastian:

“Stresset. Alle i gymnasiet har meget at se til. Lektier og rigtigt meget ansvar, som man får efter folkeskolen. De næste tre år af ens liv betyder temmelig meget. Det kan være hårdt.”

Og Christine fortsætter:

“Enten klarer man sig godt i gymnasiet, eller også giver man rimeligt meget op. Der ligger en diskurs i samfundet om, at hvis du skal gå i gymnasiet, skal du klare det godt.
Der er nogle idealer om, hvordan du skal se ud, hvilken kropsform og hvilken social omgangskreds du skal have. Du skal have et fritidsjob, men det skal være det fede fritidsjob. Du skal have den fede omgangskreds og gå til den fede sport. Og hvilke karakterer du skal have, og hvordan du skal nå dem. Hvis du skal nå det hele, bliver det virkelig hårdt”

Jo – der bliver stillet mange krav til jer, og ind i mellem stiller I også mange krav til hinanden og jer selv. Intet er bedre end at stille krav til hinanden og til sig selv. Det er forpligtelsen over for hinanden og over for sig selv, der udvikler. Men selvfølgelig kan kravene udvikle sig til en spændetrøje, hvor det er det at leve op til nogle vanvittige normer, der er afgørende – ikke det at udvikle sig i fællesskab med andre.

Drenge og piger

Når vi taler om krav og forventninger, har jeg bemærket nogle interessante kønsforskelle. Jeres årgang deltog i den landsdækkende undersøgelse om unges sundhedsprofil, og der er et par af resultaterne her fra RG, jeg har tænkt meget over. Måske I kan give mig svaret på vej ud til vognene. I undersøgelsen blev I blandt andet spurgt, om I følte jer stressede. Svarene er dybt interessante. 9% af pigerne følte sig aldrig stressede. Til gengæld var der hele 32% af drengene, der aldrig følte sig stressede. I den anden ende følte 14% af pigerne sig stressede hver dag. Dette gjaldt kun for 3% af drengene.

Måske kan I drenge fortælle mig, hvordan det hænger sammen med, at gennemsnittet for drenge sidste år kun var pæne 7,2, men hele 7,7 for piger. Måske I drenge en gang i mellem skulle føle jer bare en lille smule mere stressede. Måske I også kan fortælle mig, kære drenge, hvordan det hænger samen med, at I gennemgående også har de højeste fraværsprocenter. Af de 7 elever, som havde 0% fravær i 3.g, var der mærkeligt nok 7 piger og 0 drenge.

For nu at skære det ud i pap: Måske nogle af jer drenge skulle stille lidt større krav til jer selv, ja måske oven i købet føle jer lidt mere stressede, for ellers er jeg bange for, at pigerne overhaler jer, løber med de gode uddannelser og de gode jobs. Så kan I stå tilbage – totalt ustressede, men overhalet af pigerne. Bare et godt råd, sådan mand og mand i mellem.

Og til jer piger: I klarer jer gennemgående rigtig godt, men derfra og til at tro, at I har nået ligestillingen, er der desværre et godt stykke vej. Både andelen af kvindelige professorer og kvinder i virksomhedernes bestyrelser er stadig under 20%, så her er en kamp, der skal føres – og som jeg håber, at I vil føre. I har forudsætningerne for at kunne gøre det.

Jeres udfordringer

Men verden er trods alt større, end hvad der er sket i jeres gymnasietid, gennem jeres indsats og jeres videre uddannelse. Jeg vil derfor gerne nævne et par af de udfordringer, I som generation vil stå overfor, for det hører jo med til at blive student, at I skal forberede jer på at tage ansvar for det samfund, I skal ud i lige om lidt.

For det første tolerancen – eller manglen på samme.

For det andet den farlige nationalisme og populisme.

Først om tolerancen. Det er nærmest blevet god tone at omtale hele befolkningsgrupper fordømmende og nedladende. Udsagn som: ”Det er ikke for at generalisere, men de arbejdsløse er nu lidt dovne” ”jeg er jo ikke racist, men alle disse indvandrere passer ikke ind i dansk kultur” møder man ofte – og ikke sjældent i en endnu grovere form, som ikke hører hjemme på en festdag. Det er denne fælde i form af mistænkeliggørelse over for hele befolkningsgrupper, I som generation skal passe på ikke at falde i. Det er denne lille snigende foragt og intolerance, der er rigtig farlig. Det overordnede emne for jeres AT-eksamen i år var grænser, og det bliver en af jeres generations store opgaver at fastholde grænsen mellem det tolerante, åbne samfund, der tager sig af alle, også dem, der er anderledes, og et samfund, hvor det er acceptabelt at diskriminere og håne bestemte befolkningsgrupper og hinanden. Trusselen kommer mange steder fra: Højrepopulistiske grupper, religiøse fundamentalister mm. Vi tager alle afstand fra den åbenlyse racisme og foragt for bestemte grupper, men er vi tilstrækkeligt opmærksomme på den lille, snigende racisme og foragt i dagligdagen, når pæne, såkaldt almindelige mennesker og politikere er med til at fodre den indre svinehund med en lille daglige dosis intolerance? Jeg stiller spørgsmålet – og håber, at I vil svare fornuftigt på det. Måske et citat fra den amerikanske præsident John F. Kennedy kan inspirere jer til svaret.

”Tolerance betyder ikke manglende vilje til egne overbevisninger. Det fordømmer snarere undertrykkelse eller forfølgelse af andre. ”

Og så lidt om det nationalistiske spøgelse, der går gennem Europa. På trods af finanskrise, besparelser og karakterkrav er I en generation, der set i et historisk lys har rigtig gode muligheder for at skabe jer et godt og spændende liv. I drømmer også om at rejse, studere og arbejde i udlandet. Det er jer mere end vel undt, men så får I også en pligt til at stå op imod den farlige nationalisme, som vi møder over alt i Europa og som lever af bl.a. den intolerance, som jeg nævnte lige før. Det kan være forståeligt, hvis mennesker, der er klemt på grund af manglende uddannelse og arbejdsløshed, reagerer på det, de opfatter som trusler udefra. Men når man ser ud over det danske og europæiske landskab, næres det nationalistiske spøgelse og den indre svinehund også af veluddannede, velformulerede politikere, der påstår at tale folkets sag. Det gør de ikke. De taler intolerancens, smålighedens og nationalismens sag. Hvis I ikke tager kampen op imod dette, kan I meget vel havne i den situation, hvor jeres drømme om at erobre verden, ikke kan opfyldes – ganske enkelt fordi den åbne verden der skal være jeres, ikke findes mere.

Overskriften for min tale var Ungdommen nu til dags. I sidder her som stærke unge med masser af muligheder og overskud i bagagen. Når festerne er slut, bliver det jeres opgave at passe på det åbne og tolerante samfund. Jeg håber, at I med både den faglige viden, jeres studiekompetencer og den almendannelse, I har lært i gymnasiet, har fået ballast til at passe på det alt det gode i vores demokrati og evner at tage kampen op mod intolerance og misforstået nationalisme.

Og så tilbage til dagen i dag. Tak fordi I kom forbi Rungsted Gymnasium. Det har næsten altid været en fornøjelse at have jer her. Held og lykke på jeres videre færd. Pas godt på jer selv og den verden, I skal ud at erobre.

Tak for ordet.