Nørre Djurs HK skal til DM i beach handball næste weekend
Kvlificeringen til DM kom i hus i søndags
Nørre Djurs HK har kvalificeret sig til DM i beach handball i Kerteminde i den kommende weekend.
Nørre Djurs deltog 28. maj i Herning, hvor spillerne besejrede HC Midtjyllands ligahold. Billetten til DM kom i hus i søndags, hvor spillerne deltog i Rød Billet Beach Tour i Roslev. Her sikrede to sejre dem en 7. plads i den samlede tabel. De ti bedste skal til DM.
Tætte kampe
I søndags talte holdkortet Simon Østergaard, Mikas Korsgaard, Rasmus Secher, Emil Søndergaard, Mathias Mygind, Mathias Bøgelund, og så hjalp Kristoffer Pedersen fra ÅHG på mål.
Der blev spillet flot håndbold, og de unge drenge imponerede med deres tekniske og taktiske kvaliteter. De spillede helt tætte kampe imod de to HEI hold, som er blandt landets absolutte tophold indenfor beach handball. De to hold har flere spillere, der har mange beach landskampe på CV'et.
Talentarbejde i top
Ungdomskonsulent Henrik Elkjær er stolt over at have været med til at udvikle så stærke spillere lokalt, men han er også bevidst om, at det er en opgave der i fremtiden skal fylde rigtig meget, hvis klubben skal udvikle sit stærke hold i beach handball.
“Oprykningsspil til 2. division i indendørs sæsonen og nu deltagelse i DM for beach handball, hvor vi er i selskab med landets bedste 10 hold - det er vi vildt stolte over.”
Følger skoledebatten
Henrik Elkjær tilføjer, at der ligger meget arbejde i årene fremover. Han understreger, at det også er vigtigt for foreningen, hvordan skoledebatten ender i forhold til Glesborg Skoles fremtid og overbygningstilbud i nærmiljøet.
“Vi har nogle rigtig gode og spændende samarbejdsplaner med Glesborg Skole, hvor vi arbejder løbende med at optimere, så vi også i fremtiden kan sikre et højt niveau med lokale spillere som omdrejningspunktet. En lukning af skolen vil betyde nærmest umulige vilkår vores forening. Derfor ser vi spændt på hvordan debatten omkring skolestruktur ender, og vi håber at vi kan få en hurtig og visionær afklaring, så vi kan fastlægge vores talentarbejde efter det.”