Vi er kommet godt fra start
Tusindvis af aarhusianere trodsede vejret og besøgte åbningen af byens nye, og yderst velliggende, markedsplads
Flere hundrede aarhusianere havde lørdag formiddag, da Lokalavisens udsendte var forbi, trodset det risikable vejr for at besøge byens nye markedsplads: Øboderne.
Og der er vitterligt også meget at kigge på ved Øboderne, som har taget opstilling rundt om Navitas ved havnen.
Blandt andet har det gode skib 'Aalekvasen Anna' lagt til kaj og sælger frisk, økologisk grønt fra Samsø, hvis man da ikke er mere til at få sig et varmt, tilberedt måltid fra en af de mange foodtrucks.
Loppemarked og boder med alt fra kunsthåndværk, zoneterapi, dyreskind, fisk og til frugt og grønt har indfundet sig i hvide telte, hvor aarhusianere i alle aldre forsøger at gøre sig en god handel.
Eller måske bare får stillet nysgerrigheden.
“Vi er rigtig godt tilfredse med vores start. Det lader virkelig til, at folk hygger sig,” fortæller Christian Willesen, der er en af folkene bag Øboderne, og fortsætter:
“Og så er det fantastisk, at vi har fået lov til at tage byen bedste terrasse i brug.”
Yoga, handel og cocktails
Øboderne byder på lidt af hvert i løbet af dagen.
Der er morgenyoga klokken 9, markedspladsen har åbent fra 10-16, og barer og spisesteder har åbent til midnat.
“Det er den gode markedspladsstemning, vi forsøger at skabe hernede. Det vigtigste for os er, at vi kan præsentere noget lødigt og inspirerende hernede,” siger Christian Willesen.
“Vi inviterer også folk, som har nogle spændende produkter og idéer, til at komme og være med til at skabe et spændende marked med en bred diversitet,” tilføjer han opfordrende.
Markedet er blødt opdelt i zoner for eksempelvis lopper, kunsthåndværk og madvarer.
Øbodernes publikum er påfaldende blandet sådan en lørdag formiddag, hvor unge, ældre og børnefamilier går rundt blandt hinanden og fylder maver og indkøbsposer.
Det samlende punkt er Navitas' havnevendte terrasse, hvor bambusbuske, loungestole og blød bossanova sætter en afslappet stemning.
Frygten for vejrguderne
Som enhver, der har forsøgt at planlægge noget udendørs i Danmark, ved, kan vejret nemt komme i vejen for et godt arrangement.
Det er dog ikke noget, som for alvor holder Christian Willesen søvnløs.
“Det er klart, at de truende vejrudsigter giver lidt dårlige nerver. Men omvendt vil vi jo gerne være udendørs om sommeren, og det er helt fantastisk, at vi kan sidde her og kigge på vandet, så vi mener stadig, vi har den helt optimale placering. Navitas giver også lidt ly for vinden,” forklarer Christian Willesen.
Øboderne tager opstilling ved Bassin 2 hver weekend frem til august.
“Vi håber at kunne få en lille forlængelse af aftalen, så vi kan få Festugen med,” forklarer Christian Willesen og tilføjer:
“Vi vil også gerne være en del af Aarhus 2017, så det er enormt vigtigt for os, at vi viser, vi kan løfte opgaven. Både overfor byen, boderne og udlejerne.”