’Lad være med at kalde det et pilotprojekt’
30 beboere nær Ådalsvej protesterede mod planerne om at placere flygtningeboliger i deres nabolag
“Jeg kan godt forstå jer”.
“Vi prøver ikke at bilde jer noget ind”.
“Vi er meget optaget af, at det her kommer til at gå så gnidningsfrit som muligt”.
De imødekommende ord var mange, da lokalpolitikerne i Hørsholm ved kommunalbestyrelsesmødet mandag aften måtte stå på skud for en byge af spørgsmål fra omkring 30 beboere fra området ved den vestlige ende af Ådalsvej, der er udset til at skulle huse 33 midlertidige boligenheder til flygtninge.
Læs også: Naboer: Det er for mange på ét sted
Det påtænkte projekt har skabt både utilfredshed og utryghed blandt beboerne i nærheden.
En utilfredshed, som i første omgang blev adresseret ved et borgermøde i sidste uge og dernæst italesat i en usædvanlig ordrig spørgetid ved kommunalbestyrelsesmødet. Her påpegede beboerne, at de vil skulle bære en uforholdsmæssig stor del af flygtningeansvaret i kommunen ved en placering af så mange boligenheder på så koncentreret et område.
Uenige i hvordan
Politikerne udtrykte over en bred kam forståelse for det argument, men understregede også, at der ikke er så mange andre alternativer.
“Vi bliver nødt til at bære vores del af ansvaret. Og vi har ganske få områder i byen, hvor det kan lade sig gøre,” forklarede Henrik Klitgaard (RV), der mindede om, at der ikke har været problemer i nærområderne til de steder, hvor der i dag bor flygtninge i Hørsholm Kommune.
Det fik en beboer til at replicere:
“Vi er ikke uenige om, at det her er noget, vi skal løfte. Vi er uenige i hvordan. Og den her med, at der ikke er nogen andre steder i kommunen, køber vi ikke”.
Komplicerede alternativer
Det fik borgmester Morten Slotved til at uddybe, at der også arbejdes med andre placeringer - men at forskellige forhold omkring blandt andet fredning både kan komplicere og trække de alternative løsninger ud.
Det gælder eksempelvis et område syd for Louiselund i Kokkedal Vest og en ejendom på Bel Colles Allé.
De begrænsede geografiske muligheder har samtidig udfordret grundtanken om, at der maksimalt placeres 10-12 flygtninge samme sted, som det ellers var aftalen omkring det nedlagte plejehjem Hannebjerg.
Her har man været nødt til at gå op til 20 beboere, sagde Annette Wiencken (V), som sluttede sit svar af med at kalde planerne for Ådalsvejs forlængelse for et “pilotprojekt”.
Det fik Dorte Holst, som var initiativtager til borgermødet forleden, til at udbryde:
“Jeg bliver lidt træt. I snakker om 10-20 beboere. Her taler vi om 33 boligenheder. Det har I ingen erfaring i at integrere. Jeg forstår ikke, hvorfor I er bange for at placere 20 på Hannebjerg, når I vil lave 33 boligenheder på Ådalsvejs forlængelse. Og lad så være med at kalde det et pilotprojekt,” lød det fra Dorte Holst.
Flere politikere understregede, at der ikke er taget beslutning om noget endnu - og inden der bliver det, vil der være fuld synlighed om processen i form af både borgermøder og mulighed for at følge med i udvalgsdagsordenerne.