Nim drømmer om storkepar
For første gang siden storkereden i Nim blev sat op for omkring fem år siden, har borgerne set en stork i reden
For omkring fem år siden satte Nim Fællesråd to storkereder op i byen.
“Det var egentlig et markedsføringsstunt, vi lavede i håb om at få flere tilflyttere til Nim,” fortæller formand for Nim Fællesråd, Jens Pedersen.
Mellem år 2000 og 2007 vækstede Nim med 39 procent på grund af en del attraktive byggegrunde. Men siden har væksten ventet på sig, og borgere i Nim forsøger at reklamere for landsbyen nordvest for Horsens.
Nu viser det sig, at en ægte stork har fundet vejen til Nim og byens storkerede.
“Vi har sporadisk set to storke flyve omkring i området de seneste tre-fire uger, men den 7. juni så vi for første gang en af storkene i reden. De har ikke som sådan slået sig ned endnu, men vi håber da, at de har et godt øje til vores reder i Nim,” siger Jens Pedersen.
Opretter storkelaug
Da der ikke var gjort noget ved rederne i mange år, fik borgere i Nim travlt med at give rederne en kærlig hånd med ny pileflet og hø.
“Vi kan lige så godt gøre det indbydende for storken. Vi ved, at storken yngler i april og maj, så derfor påtænker vi at oprette et storkelaug, der næste år har ansvar for at klargøre begge storkereder. Så kan vi håbe, de vender tilbage til Nim,” siger Jens Pedersen.
“Rederne har givet os en del positiv omtale, og jeg tager det personligt som et tegn på, at storken er landet i Nim. Nu må der uden tvivl være nye borgere til Nim på vej,” siger han.
Tilfældige strejfere
Nim-borgerne bør dog skrue forventningerne om et ynglende storkepar ned, mener ornitolog Hans Pinstrup fra Horsens.
“På denne tid af året er der tale om tilfældige strejfere og ikke ynglende par. Det er med stor sandsynlighed to yngre storke, der er kommet hertil på grund af det varme vejr,” siger Hans Pinstrup.
Han fortæller, at storke er 3-4 år, når de yngler, men allerede fra 2-års alderen ligner de fuldvoksne storke. Ynglende storke lægger æg senest 20. maj, så ungerne kan nå at blive flyveklar, når storkene i efteråret flyver over Sahara og bosætter sig syd for ækvator. Ifølge Hans Pinstrup er der i øjeblikket to ynglende storkepar i Danmark: Et par på Sjælland, som lever i fangeskab, og et par i Sønderjylland.
“Der er mange storke i Østeuropa. Østenvinden og varmen får enkelte til Danmark, men ensartet landbrug med store marker har fået jaget storke væk fra Danmark i forhold til de hundrede par, der var her for 40-50 år siden. Det er hyggeligt, at storken er set i Nim, men jeg regner ikke med, at den for alvor bygger rede,” siger den lokale ornitolog.