Måske skal du betale mindre?
Ny indbetaling af ejendomsskat kan indeholde mindrebetaling
Måske er der færre penge at betale?
I starten af juni har opkrævningssektionen i Hillerød Kommune i hvert fald udsendt indbetalingskort til betaling af ejendomsskat pr. 1. juli 2016. Det er anden rate af ejendomsskatten, som er blevet sendt ud via e-boks - medmindre man er fritaget for digital post eller tilmeldt Betalingsservice.
Ifølge en pressemeddelelse fra kommunen, vil langt de fleste grundejere opleve, at de får en rabat på deres ejendomsskat. Det sker, fordi regeringen som en del af den politiske aftale om finansloven 2016 besluttede at fastfryse grundskylden. Beslutningen blev dog vedtaget så sent, at reguleringen ikke nåede med i 1. rate af ejendomsskatten, men først er med nu.
Den samlede besparelse for grundejerne er skønnet til 755 millioner kroner. For den enkelte grundejer kan besparelsen være op til 6,6 procent af grundskylden. Det svarer til, at man skal betale op til 660 kroner mindre i 2. rate for hver 10.000 kroner, man betaler årligt i grundskyld.